119 / 312
1 1 6
f r u L u cie W o l f s liv s e r in d r in g e r s
tor yndigt fængsel ved dit bryst,
thi det er dobbelt lyst
med dig sig frem at stille,
hvor lys og toner spille.»
Der var ingen underskrift; men jeg antager, min be
undrer følte sig smigret, for samme aften bar jeg roserne
baade paa mit haar og bryst.
Hjemme var der nu stort omslag i veiret; de var nu alle
glade i mig, og fader læste høit for dem, hvad der stod i
aviserne om mig, for ingen af mine søskende havde endnu
havt mod til at gaa ned og se paa mig.
Konsul
M
i c h e l s e n
kom en dag ind til moder og spurgte, om hun og fader ikke
vilde have billetter for at gaa ned og se paa sin datter.
Han
sagde, at de vilde faa stor glæde af at se mig spille komedie,
da jeg allerede nu var saa flink.
Moder takkede for tilbudet,
men sagde, at fader var saa træt om kvelden, at han nok
trængte at komme til ro, da han maatte saa tidlig op om
morgenen, og hun selv havde hele livet seet
L
u c i e
spille
komedie, saa det havde hun seet mer end nok af.
Ingen af mine forældre saa mig den første tid; moder
saa mig aldrig.
Da jeg spillede Sigrid i «Til sæters», saa
fandt direktionen, at de atter burde invitere ialfald fader til
at komme og se paa den norske bondejente.
M
i c h e l s e n
kom
atter ind til fader med billetter og sagde, at nu skulde han
gaa.
Han lod sig da friste, og da jeg kom ind paa scenen,
saa jeg min søde faders smilende ansigt paa 3dje bænk i
parket imellem to af mine søstre.
Publikum modtog mig
med klap, da jeg kom ind, og fader gjorde som de; han klap
pede og nikkede til mig og jeg til ham.
Han lo og morede
sig svært godt; men eftersom stykket skred frem, saa jeg
fader begyndte at nikke med hovedet og kjæmpe med søvnen.
Jeg saa da mine søstre tage ham under armen og gaa ud
med ham til publikums største moro; for man lo rundt
omkring.