124 / 312
DET NORSKE THEATER.
12 1
og pyntet med min «abekatsilkekjole», for at gaa med fader
i kirke.
Baade moder og fader saa saa triste og tunge ud,
og de talte saa dæmpet.
«Kjære fader,» spurgte jeg, «er det
noget, du og moder er bedrøvet over?»
«Aa nei, aa nei,»
sagde han, «idag ikke mer end ellers, men har du da glemt
den store betydning, denne dag har?
Glem aldrig, kjære
barn, at paa denne tunge dag døde vor frelser paa korset
for os.» — Disse faders ord staar levende for mig hver ene
ste langfredag.
*
Lige over for mine forældre boede gamle kommandør
L o u s ; han var enkemand med flere sønner og døtre; jeg
kjendte dem godt, da jeg som barn daglig færdedes inde i
deres gaard med leg og sjau og ofte sprang erinder for de
unge frøkner; derfor var de særdeles venlige mod mig.
Den
ældste,
J
e a n n e t t e
G
r u n g
,
styrede huset.
Det var en dannet,
hjertevarm dame, som fremfor alt elskede de unge og var
glad med dem : derfor hang der en stor skare at byens unge
piger ved hende.
Jeg var én blandt de lykkelige, som vandt
hendes venskab, ja, jeg kan trygt sige hendes kjærlighed; thi
hun var, i den korte tid jeg var ved theatret i Bergen, som
en moder for mig.
Straks efter min debut kom hun ind til
mine forældre og sagde, at om de intet havde derimod, saa
vilde hun tage sig af mig, som om jeg var hendes barn, fordi
hun holdt af mig og vidste, at jeg nu trængte til dannet
omgang, da dette vilde være gavnligt for min kunst.
Jeg
skulde betragte deres hus som et hjem og daglig være der.
Hun vilde lægge en liden dæmper paa mit væsen, som var
noget for viltert og lære mig, hvordan en dannet, ung pige
havde at forholde sig, naar hun skal færdes i det selskabelige
liv; hun vilde saa gjerne hjælpe
L
u c i e
frem, da hun ærede
og agtede mine forældre og interesserede sig varmt for mig.
16 — Fru Lucie W olfs livserindringer.