129 / 312
i 2 6
fru
L
ucie
W
olfs
l i v se r i n d r i n g e r
.
virkelig spist op hele krukken?
Nan, faar du ikke nu mave
pine, saa skal det forundre mig.»
Jeg begyndte at græde igjen og sagde, at det bare var
af bedrøvelse, jeg havde spist op alting; jeg tænkte jo paa
ballet hele tiden, medens jeg spiste, saa det for ned, uden at
jeg vidste om det.
«Ja, barn, det er dig vel undt,» sagde
hun, «bare du ikke bliver syg af det.»
Hendes yngste broder,
O
t t o
,
kom hjem.
Han saa mig
græde og fik vide grunderr.
«Aa, stakkar, det er synd i
Dem,» sagde han, som er saa glad i at danse.
Aa,
J
e a n n e t t e
,.
spil en polka, saa skal jeg danse med hende; det er altid en.
liden trøst.»
Ja, det vilde hun saa gjerne, og nu blev der
liv i stuen.
Jeg blev med ét i straalende humør.
Hun
maatte spille den ene dans efter den anden og raabte saa til
mig:
«Naa,
L
u c i e
,
se, nu morer du dig jo lige godt, som
om du var paa ballet.
Dans du, barnet mit, jeg skal spille,
saalænge du vil, og imorgen vil du være glad, fordi du/øiede
mig, min egen, snille
L
u c i e
.»
Da hendes søstre kom hjem, stod stuen i en tyk taage
af støv.
«Men du store min, for en kvalm luft, men luk dog
op et vindu,
O
t t o
.
Hvad er dog dette?»
Fru
G
r u n g
sagde,
at det var støv af gulvteppet; thi for at trøste
L
u c i e
for
ballet, hun ikke kom paa, havde hun holdt bal i stuen for
hende og
O
t t o
.
«Ja,
L
u c i e
faar dig nok til, hvad det skal
være,» sagde de og lo godt.
Saa kom ballet i «12te april».
Ak, hvor jeg morede
mig!
Men det hændte af og til efter disse baller, at jeg
dagen efter fik dygtig skjend af fru
G
r u n g
.
Som den gang,
da en frue havde sagt til hende, at hendes protegé,
L
u c i e
J
o h a n n e s e n
,
nok var en sød, ung pige, men forskrækkelig
uopdragen, da en herre havde sagt, at hun ofte midt i dansen
slap sin kavaler og sagde:
«Uf nei, De kan jo ikke komme
i takt, jeg vil ikke danse med Dem,» og var uden videre