132 / 312
DET NORSKE THEATER.
skulde i «12te april» om aftenen.
Instruktør
L
o d d i n g
pla
gede mig svært med gjentagelser paa prøverne.
Jeg bad ham
om at faa slippe fra eftermiddagsprøve den aften, jeg skulde
paa bal.
«Nei, det kan ikke falde mig ind,» sagde han, «at
sløife en saa vigtig prøve, for at De skal komme paa bal,
som jeg finder, de altfor ofte faar lov til, og mange gange
kommer De træt og udaset paa prøverne.»
Der blev altsaa sat prøve
paa«Abekatten» til
kl. 5
samme eftermiddag, jeg skulde
paa bal om aftenen.
Aa,
hvor jeg var sint for dette!
Min prøve blev ogsaa derefter;
jeg var distrait og sagde mine replikker næsten i galopade
takt, da jeg syntes, jeg alt hørte musiken og stadig var i angst
for at komme forsent til ballet.
«Aa nei,
jomfru
J
o h a n n e s e n
,»
sagde
L
o d d i n g
,
«jeg
merker godt, hvor Deres tanker er henne ; værs’go tag denne
scene om igjen.»
Uf, hvor gal jeg var paa ham; jeg havde
den største lyst til at rive parykken af ham, som Arv gjør
med dommeren i
H
o l b e r g s
'
komedie.
Tænk at plage mig
saa rædsomt, netop da jeg stod
somdet brændte mig for at
komme afsted.
Men jeg holdt
det nuheller ikke ud.
Vi
stod just og sang, elskeren og jeg.
Han :
«
0
, Gud Amor,
se herned og hør de trofastes ed.»
Jeg skulde gjentage den
samme strofe, men jeg kom ikke længere end til: «
og hør
de tro . . . .»
«Sig mig,
H
a n s e n
,
hvad koster det at rømme
fra prøven?» kom der isteden.
«En daler,» svarede han.
«Ja,
ja,» sagde jeg, «saa kan De synge resten, jeg skal paa bal,»
og dermed for jeg ud fra scenen, greb mit tøi i gangen og
løb ud paa gaden, hvor jeg tog det paa.
Medens jeg holdt paa med dette, kom
L
o d d i n g
farende
efter mig, rasende af sinne, og sagde:
« J o m f r u J
o h a n n e s e n
,
jeg befaler Dem straks at komme ind og fortsætte pi øven,
fy! for en uartig ung dame De er.»
Jeg gjorde en dyb
kompliment for ham og strøg min ve i uden hat, som jeg ikke
fik tid til at tage paa.
Jeg sprang over engen og hjem.
Fru
17 — Fru Lucie W olfs livserindringer.