125 / 312
122
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
Fader og moder modtog med glæde hendes vakre tilbud, og
fra nu af var jeg der den meste tid af dagen, naar jeg ikke
var paa prøver; natten var jeg hjemme, da det kun var at
springe over gaden.
Hos L o u s’s gik jeg nu daglig i skole
for at lære pene manerer.
A k ! hvor jeg befandt mig vel der.
Det var et lykkeligt, velsignet hjem; der herskede harmoni
og kjærlighed over alt og alle.
Aldrig har jeg seet noget
hjem og en saa stor søskendeskare, som var hinanden saa
inderlig hengivne som L o u s’s.
Det var visselig fru
G
r u n g s
ædle, gudfrygtige sindelag, som var sjælen i hele det smukke
samliv, her førtes.
Jeg kom der for det meste fil frokost.
Vi sad da alle samlet om bordet, og før vi begyndte at spise,
læste fru
G
r u n g
et lidet stykke, en ganske kort morgenbøn.
Efter frokosten gik enhver til sin gjerning.
Naar jeg saa kom
hjem til middag, maatte jeg banke paa døren, komme stille
og pent ind og hilse, sætte mig rolig og gratiøst paa min
stol og fortælle dagens oplevelser paa en dannet og pen
maade med et ordentligt sprog og ikke tale for hurtig, som
var min vane eller rettere uvane.
Fru
G
r u n g
afbrød mig af
og til med:
«Naa, naa, ikke saa hurtig,
L
u c i e n
min, giv dig
tid, det haster ikke.
Og saa maa du ikke sige «ikje», det er
simpelt og stygt, og ingen dame siger det.»
Ved bordet
lærte jeg at spise med gaffel, hvilket var uvant og besværligt
for mig.
Ja, jeg kan trygt kalde fru
G
r u n g
en udmerket instruk
tør.
Hun iagttog med kjærlig aarvaagenhed alt hos mig.
Naar jeg slog hendes bemerkninger hen i spøg og latter, sagde
hun:
«Nei,
L
u c i e
,
dette skal du tage alvorlig.
Husk paa, at
alt det, som saa mange andre med stor anstrengelse maa lære,
det har du faaet af naturen, men der skal blot pudses lidt
af paa dig for at gjøre dit hele væsen kvindeligt, saa at du
baade paa scenen og udenfor kan blive en rigtig yndig, ung
dame.
Du er for voldsom, barnet mit, dit varme ungdoms
blod farer for raskt afsted med dig, og du skal være snil og