123 / 312
I 2 0
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r in g e r
.
sad pyntet med sin søndagskappe, blid og venlig, og hilste os
«Glædelig j u l !» og saa af den blankskurede, dampende kobber-
kjedel skjænkede kaffe med kanel i, som duftede vidunderlig
og smurte julebrød med nagelkjød paa, aa, hvor der var jul!
hvor koseligt det var, for en fred og hygge.
Selvfølgeligt var
der renskuret i hver en krog, og stuegulvet var sandstrøet.
Jeg maa her citere et par vers om julehøitiden af
K la u s
Rus,
som er vakre og passer ind her, synes jeg, og som jeg selv
har sunget paa Kristiania theater.
Og reiser du en gang langt bort fra hjemmet,
vil meget gaa dig af minde,
men engang om aaret vil som en fremmed,
du dog derude dig finde.
Naar kirkeklokkerne festlig klinger
og julefreden paa jord indbringer
da tænker du
med trofast hu
paa hjemmets snedækte dale.
Ja, deilig er julen vist alle vegne,
hvor kristent samfund har sæde,
men deiligst den var dog i hine egne,
hvor du som barn nød dens glæde.
Ja, vakkert kan der i verden være
og du kan vinde dig guld og ære,
din julefest
den var dog bedst
i hjemmets snedækte dale.
1 mit eget hjem, medens vore børn var smaa, forsøgte
jeg, saa godt jeg kunde at feire julen paa samme høitidelige
maade som hjemme hos fader og moder.
Juleaften sad bør
nene rundt om mig, og vi sang da faders gamle julesalmer,
medens
W o l f
gik og puslede med juletræet.
Saa levende husker jeg den sidste paaskehøitid, jeg til
bragte i Bergen.
Det var langfredag, jeg kom straalende glad