117 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
Teppet gik op.
Saa stod jeg da der.
Aa, saa høit,
saa høit! syntes jeg.
Det glitrede — «grønt og gult og rødt
for øiet svæver», som det staar i digtet om «Det døende
barn»; men her var det glædesfyrværkeri for et livsglad,
lykkeligt barn, det var forskjellen.
Hvordan jeg sagde mine replikker havde jeg ikke mer
idé, om end det barn, der var født igaar.
Jeg spillede vist
nok forfærdelig slet, ja, der var sikkert ikke tale om spil
idetheletaget.
Dette fandt nok ogsaa recensenterne; thi uag
tet jeg gjorde lykke og blev flere gange sterkt applauderet,
saa skrev de, at om de end maatte rose mig for meget, saa
kunde de dog efter denne første optræden ikke udtale nogen
bestemt dom om min begavelse, men maatte vente til næste
debut.
Det varede ikke længe, før de fik troen paa mit talent;
for min næste rolle i «Emilies hjertebanken» løste alle tvil.
De strømmede nu over med ros og virak.
Her følte jeg mig
hjemme, her fik jeg synge, danse og rigtig boltre mig i straa-
lende ungdomsglæde.
Denne rolle læste forhenværende skue
spillerinde fru
H
a g e r u p
med mig; det var en udmerket vej
ledning, hun gav mig.
Hun sagde :
«De har kun at være
en sød, glad og indtagende, jomfru
J
o h a n n e s e n
;
men De skal
bruge Deres egen natur og kun give, hvad De selv vilde føle,
naar De for første gang skulde paa bal.»
Ja, dette forstod
jeg, og jeg gjorde megen lykke.
Min ven,
F
e s e r
,
var rent
rusk af begeistring over «Emilies hjertebanken», han vilde
helst se mig i det hver aften, sagde han.
«Eg forsikrer jer,
jomfru, at naar I synger:
«Mit hjertes banken selv jeg ikke
fatter», saa slaar mit hjerte netop som en lammerumpe af
bare glæde over jer.
Ja, I kan gjerne le og gjøre nar af
mig, jomfru
J
o h a n n e s e n
mor, det gjør ingenting, for eg vet,
I mener ikje nokke med det; Gud velsigne jeres glade, friske
og fornøielige latter, det er netop som balsam for brøste
mit det.
Klem bare paa, jo mer, jo bedre.»