115 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r in g e r
.
du har været svær at greie for mig, saa ved den gode Gud,
at du ligger mit hjerte nær.
Idag skal du faa — kraftig
kjødsuppe til middag, som kan styrke dig til det, du nu skal
udrette.»
«Søde moder,» udbrød jeg, «jeg behøver ikke nogen
kraft; jeg er saa sterk som en kjæmpe og er den lykkeligste
af alle unge piger; jeg vilde ikke bytte med en prinsesse.»
Derpaa sprang jeg ud af sengen, tog puden, kastede den
mod loftet, hoppede og sprang som jeg var gal.
Moder sagde:
«Nei,
L
u c i e
,
nu faar du styre dig; du er en voksen pige, og
nu skal du jo aflægge prøve paa, om du virkelig skal blive
til noget i verden.»
Fader stak hovedet ind ad døren.
Da
jeg saa ham, raabte jeg:
«Aa kom ind, kjære fader, jeg er
saa glad, aa saa glad!»
«Nei, jeg maa i byen,» sagde han,
«jeg vilde bare bede dig læse godt over din lekse til ikveld.»
«Pyt med leksen, faaer, den kan jeg.
Men kom da, kom!»
Moder sagde:
«Nei, det er bedst du gaar, fader, for kommer
du ind, saa bliver her ikke ende paa kommersen.
Hun er
rent forstyrret, jeg faar hende ikke til at klæde sig paa.»
Fader gik ned ad trappen, jeg for ud af døren efter
ham i mit luftige toilet og raabte:
«Aa, fader, du skulde bare
se min nye, hvide kjole, aa, den er saa sød, jeg prøvede den
igaar aftes.»
Dermed forsvandt han, og moder gik og lod
mig ene med min fryd.
Hvorledes dagen gik, ved jeg virkelig ikke.
Jeg var slet
ikke ædru, men for som en vild fra det ene til det andet.
Allerede klokken 5 gik jeg i theatret.
Det var mig umuligt
at vente længer.
Pigen, som bar mit tøi i en stor kurv, gik
mig altfor langsomt; da vi kom op paa torvet, tog jeg i han
ken paa kurven og trak pigen i stormløb med mig.
«Ok, eg
trur, I er gal, jomfru, vi er jo til spektakel for alle; kan I
ikke styre jer idag heller, daa alle byens bedste folk skal ner
og se paa jer!
Nei, jeres make har eg ikje set.»
Der var ingen i theatret, og jeg maatte vente omtrent