112 / 312
DET NORSKE THEATER.
IO
9
du vil have ham i dit hjerte og aldrig slippe ham; da vil
han styrke og bevare dig, og du faar da vandre din lyse vei
uskyldig og glad.»
Jeg laa ved hans fødder og hulkede.
«Ja, ja, elskede fa
der, jeg vil gjøre som du siger og aldrig, nei aldrig, bedrøve
dig.
Giv mig din velsignelse, og tro paa mig, og jeg skal
ikke gjøre dig sorg, saa sandthjælpe mig Gud.»
Ak, hvilken skjøn aften fader og jeg havde!
Han for
talte ogsaa, at moder
havde
afbrudt presten, medens han
talte, og sagt:
«Men hr. pastor, hvor kan De sige, at alt det
tøv, som
L
u c i e
har faret med, skulde være noget, som folk
skulde kunne lære noget af?
Presten maa jo ikke fortælle
mig, som er en gammel, erfaren kone, at
L
u c i e s
løier kan
kaldes for kunst; aa nei, det skal nok mer til det.»
Presten svarede:
«Ja, madame
J
o h a n n e s e n
,
De faar ind
rømme og rette Dem efter dannede folks mening om den
ting; De er en strævsom og brav kone, men dette har De in
gen forstand paa.»
Hvorpaa moder gav sig til at græde og sagde:
«Aa ja,
fader og
L
u c i e
har jo hele livet gaaet sin egen vei og har
aldrig villet høre paa mig; jeg faar vel nu som altid stikke
piben i sæk og tie.»
Hvilket hun ogsaa gjorde, for hun mæ
lede ikke et ord mer; og da
T
h o r e s e n
tog hende i haanden
og venlig sagde farvel, saa svarede hun ikke, men nikkede
blot paa hovedet.
Aa nei for en straalende tid, der nu oprandt for mig!
Jeg gik lykkelig og stolt med besked til direktionen og blev
nu
meldttil theatret.
Ja, jeg kan ikke beskrive mine følel
ser.
Man taler om fuglen, somslipper ud af sit fangebur,
ja, jeg var sluppet ud, det var sikkert.
Jeg kunde ikke mer
gaa i ro paa gaden som andre unge piger, nei, jeg sprang,
jeg sang høit, jeg lo, jeg for som en stormvind afsted.
Jeg
syntes ikke, at jeg gik paa jorden, men at en usynlig magt
bar mig gjennem luften.
Man siger, at én kan blive syg af