110 / 312
varmt interesserede ham og at han dagen efter skulde gaa
til mine forældre.
Hvorledes natten og formiddagen gik for mig, vil jeg ikke
beskrive; jeg antager en dødsdømt forbryder, som har et
glimt af haab om benaadning, har været i samme kasus, som
jeg var i denne mellemtid, inden
T
h o r e s e n
,
som kom kl. 2,
havde talt med mine forældre.
Da han var gaaet, blev jeg
kaldt ind i stuen.
Ja, jeg kan gjerne sige, at det var en virke
lig ligstue, jeg nu kom ind i:
Moder laa med hovedet mod
bordet og græd:
P
e r n i l l e
sad og klappede hende paa lyg-
gen og sagde:
«Stakkels moder, græd ikke saa, det ei saa
ondt for fader.»
Min broder, sjømanden, udbrød, da jeg kom
ind:
«Naa, er du der, du gale tøs, som altid sætter hele
huset i forargelse; synes du, dette kan være hyggeligt foi os
andre?
D u
skuespillerheie, aa, du maatte skamme dig!
Her
er ikke andet end sut og tud bare for den tøsens skyld,
ja-gu, skulde du have ris, saa stor og lang du er.»
Han gav
mig et knubs, saa jeg for hen mod fader, som sad mismodig
nede ved døren.
Han skjendte paa
J
a k o b
for hans tale til
mig.
Moder saa op og sagde:
«Naa, er du der, du mit smer
tens barn!
Gud give du aldrig var født!
Og han ved og
saa, hvor mange taarer jeg endnu skal græde for din skyld.
Ja, nu faar du din vi!je frem; naar selve presten kan forsvare
din sag, saa Gud naade os alle sammen.
Jeg tror, at det
er paa verdens sidste tider, da alt, som er galt og uiet, skal
trives.»
Der kom en saadan jubel
o d
i mig ved hendes ord, saa
jeg
holdt paa at fare hen og tage hende om halsen, for jeg
forstod, at min sag var vundet; men fader, som skjønte, at
dette ikke var noget heldigt øieblik til at karessere moder,
tog mig i haanden og drog mig med sig ud i møbelmagasinet.
Her sagde h a n :
«Ja
L
u c i e
,
nu har du seiret, takket være
presten
T
h o r e s e n
.»
Jeg sprang løs paa fader, gi æd, kyssede
og klappede ham.
Han var meget rørt, trykkede mig ind.til
DET NORSKE THEATER.
1 0 /