106 / 312
ET STORT OMSLAG.
1 0 3
fred, hun vil bryde sig vei, naar tiden kommer.
Jeg har
lovet hende at tale med hendes fader, og dette løfte agter
jeg at holde.»
Denne samtale med presten
T
h o r e s e n
fortalte min søstei
mig selv.
Det lod til, at prestens ord havde gjort stor virk
ning paa
P
e r n i l l e
,
for hun var fra den dag af saa usigelig
kjærlig og mild mod mig og bad ogsaa mine andie søskende,
at de ikke maatte lade mig høre saa mange onde 01 d om
dette theatret, som nu hele byen var saa optaget af.
Saa kom k o n f i r m a t i o n s d a g e n .
Om morgenen da jeg
stod færdig til at gaa i kirken, bad
P
e r n i l l e
mig komme, ud
i gangen; hun tog mig da grædende om hovedet, kyssede og
velsignede mig, stak en liden ring paa min fingei og sagde.
«Ak,
L
u c i e
,
idag, da du for Herrens alter skal fornye din
daabspagt og aflægge løftet om, at du vil forsage djævelen
med alle hans gjerninger og alt hans væsen, vil du ikke idag
love mig at glemme theatret?
Ak, gjør det, min elskede
søster, og du skal bare se, hvor glad du da vil blive.»
«Nei, nei,
P
e r n i l l e
,
idag kan jeg ikke lyve!
Saasandt
som Gud nu ser mig, saa vil jeg gaa til theatret; kommer
jeg ikke did, saa er alt i verden tomt og glædeløst for mig.
Jeg kan ikke give dig et løfte, som jeg føler jeg ikke kan
holde.
Aa, men søde
P
e r n i l l e
,
vær glad i mig alligevel, jeg
skal ikke gjøre dig sorg, nei, saasandt hjælpe mig Gud, det
skal jeg ikke.»
Hun sagde intet, men græd og trykkede mig kjærlig ind
til sig.
Jeg blev konfirmeret.
Den tid, som nu slæbte sig hen
for mig, var alt andet end glædelig.