104 / 312
ET STORT OMSLAG.
Og rundt omkring mig alting straalte
af himmelsk glans og herlighed,
mit øie blændtes, det ei taalte,
men vendte sig mod jorden ned;
der skued jeg en sortklædt kvinde,
som knælte ved sin datters lig ;
da blev jeg saa beklemt isinde,
thi denne kvinde, det var dig.
Du sørgede, du græd saa saare,
at jeg til jorden længte’s ned
at tørre bort din bitre taare.
gjengive dig dit hjertes fred,
Græd ei, oh moder! du din datter
gjenfinde skal i himlens fred.
Oh! moder, der er englen atter,
jeg flyve maa med den afsted!
«Ser du,
P
e r n i l l e
,
jeg vil være én, som kan spille baade
unge og gamle, piger og gutter; dette er jo at spille komedie.
Jeg vil, at alle mennesker skal le og græde af mig; aa, jeg
skal tale saa kjærlig og mildt, ja, akkurat som du selv gjør
det,
P
e r n i l l e
.
O h ! Gud give, at du rigtig kunde se ind i mit
hjerte; du skal ikke tænke, at det er noget ondt, jeg tragter
efter.
Jeg har hørt, at
L
o u i s e
G
u l d b r a n d s e n
ogsaa skal gaa
med saadanne tanker, og hun er jo en voksen dame, og saa
sød og adstadig; hun gjør da ikke noget ondt, ved jeg
^ ar
ikke hendes søster,
J
a n i k k a
,
som jo er din veninde, forta
dig dette,
P
ern ille
?»
«Jo,
L
u c i e
,
det har hun, og jeg ved, at hendes forældr
ikke er glade for d e t ; men lad andre gjøre som de v i l ;
or
os staar nu dette, som vi skulde begrave dig, om du overgav
dig dertil.
Ak, du er saa let paa det,
L
u c i e
,
saa ung og
uerfaren og har saa megen vildskab i dit væsen; det er der
for, vi er saa bange for dig; men vi elsker dig alligevel, de
maa du tro, trods det at du saa ofte bliver hakket paa; tor