100 / 312
ET STORT OMSLAG.
97
før efter din konfirmation; nu maa du forberede dig dertil og
saa haabe det bedste.»
Denne min samtale med presten bragte jo saa nogen
lunde mit sind til r o ; jeg læste meget flittig, og presten roste
mig bestandig; fra nu af havde jeg ogsaa en hemmelig følelse
af, at jeg i ham havde en bundsforvandt, som med tiden nok
vilde tale min sag.
Hjemme sad alle mine dydsirede søstie
-— dels ved rokken, dels med naalen
i fred og ro.
Jeg
kunde ikke andet end føle den dybeste medynk med dem
og tænke:
«Nei, for et fattigt og tomt liv!»
Hele deres til
værelse fandt jeg saa haabløs og elendig, og jeg sagde til
mig selv:
«Nei, før jeg kunde tilbringe mit liv paa denne
maade, før vilde jeg klæde mig i matrosklæder og seile om
kring i den vide verden.»
Et saadant stille arbeidsliv i en
trang stue maatte absolut dræbe mig.
Saa slæbte tiden sig hen.
Rygterne om theatret tog til,
man talte overalt derom; hjemme var der nu virkelig sorg;
min ældste søster,
P
e r n i l l e
,
sørgede mest.
Hun var den af
alle mine søskende, som jeg holdt mest af; for det første
var hun saa deilig, en ren skjønhed; det var umulig at se
paa dette ansigt uden at blive betaget.
Der straalede en
saadan kvindelig mildhed og godhed ud af disse øine, at,
naar hun tog mig i sine arme og rigtig saa mig ind i øinene,
begyndte straks mine taarer at rinde.
Fader, moder, slegt, venner, alle elskede hende; hun
stod som et lysende eksempel for os.
Fra barndommen af
havde hun været from, kjærlig, lydig og pligtopfyldende mod
alt og alle.
Var der strid mellem os søskende, som der ofte
var, saa bilagde hun altid denne med sin milde, kjæilige tale
og skaffede fred tilveie; ja, hun var i sandhed familiens
gode engel.
Moder søgte altid sin trøst hos hende, naai hun
var fortvilet over mig, og
P
e r n i l l e
har ofte afverget meget
ondt for mig, det er vist og sandt.
Den dag jeg
k o m
saa forgrædt fra presten, stod
P
e r n i l l e
13 — Fru Lucie W olfs livserindringer.