96 / 312
ET STORT OMSLAG.
93
da han ikke vilde, børnene skulde se, at han lo godt af dette
mit svar.
Han viste sin tilfredshed med mig ved at skrive
i min salmebog:
«Du gode barn, Herren har dannet din
sjæl til den gode jord, hvor ordest sæd kan skyde frem og
bære dig mangefold frugter til det evige liv.
Gud bevare det
gode, som er nedlagt i dig, paa det at du maa findes ustiaf-
felig i vor Herres Jesu Kristi tilkommelse.»
Min kammerat, skuespiller
R
e i m e r s
,
fortalte mig ogsaa
engang, at han havde læst en bemærkning af presten
T
h o r e
s e n
i en kirkeprotokol, hvor han skriver:
«At
L
u c i e
J
o h a n
-
n e s e n
er i besiddelse af god kristendomskundskab.»
Jeg kom snart til at elske presten
T
h o r e s e n
:
det var en
kraftig, varmhjertet mand, men tillige streng, for naar han
forstod, det skortede paa interesse og flid hos hans elevei,
da blev han meget heftig og skaanede dem ikke.
Ofte var jeg sørgmodig og græd meget, naar noget at
det, jeg fremsagde, tiltalte mine følelser; isæideleshed kan
jeg saa levende erindre en dag, da presten sagde.
« L
u c i e
,
du kan vist dette deilige skriftsprog, som lyder, — naa hvor
ledes ?
Jeg reiste mig da og begyndte:
«Tænk paa dm
skaber i din ungdom, førend de onde dage komme og aaiene,
om hvilke I skulle sige:
’De behage mig ikke.’»
Da brast
jeg i voldsom graad, for jeg syntes, at jeg alt længe havde
havt onde dage, og jeg var dog saa ung, og jeg tænkte baade
dag og nat paa min skaber og klagede min nød for ham;
men jeg var begyndt at tvile, da jeg troede, at han dog ikke
kunde være retfærdig, naar han ikke vilde sende mig ti ost i
denne min store nød.
Mine kamerater blev forbausede.
En af dem kom med
vand og sagde:
«Ok,
L
u c i e
,
faar du ondt?»
T
h o r e s e n
tog
mig i Haanden og sagde:
«Naa, naa, kjære barn, du maa
styre denne heftighed; du forstyrrer os jo aldeles, og her
gaar ikke dette an.
Følg ind med mig, naar vi har sluttet
idag; jeg vil tale med dig.»