94 / 312
ET STORT OMSLAG.
91
der.
Jeg forsikrer dig,
L
u c i e
,
at jeg sov ikke hele natten, da
jeg fik høre dette, for der maa jo jeg og du med, ikke sandt?
Oh, for et lys han tændte i min sjæl ved sine ord!
Det
formelig flimrede for mine øine, og en stemme, som lignede
faders, hviskede i mit øre:
« L
u c i e
,
ser du nu veien ?
Vær
taalmodig og hold ud, og du skal vinde seier!»
Jeg gik nu i lang tid ligesom i en salig rus.
Alting blev
saa let og lyst for mig.
Jeg blev flittig hjemme; moder var
forundret og glad, fader gav mig mangen en skilling og sagde:
«Jeg ser, at du er gladere nu, barnet mit; aa ja, jeg har
ogsaa bedt meget til Gud for dig, og jeg har erfaret, at naar
vi kun kan kaste al vor byrde paa ham, saa kommer han,
naar han finder det tjenlig for os.»
Jeg nænnede ikke at bedrøve ham ved at fortælle, hvad
det var, som havde gjort mig saa g la d ; men jeg fik noget af
faders skjønne, barnlige tillid til ham, som kommer, naai
nøden er størst.
Nu begyndte jeg til faders største glæde at læse flittig
paa min religion: bibelen, det nye testamente, katekismusen,
Pontoppidans forklaring, ja, jeg fik nu lyst og kjærlighed til
dette og fordybede mig rigtig af hjertens lyst deri.
Saa kom tiden, at jeg skulde skrives til presten.
Dette
hilste jeg med glæde, da jeg tænkte, at dette jo bragte mig
nærmere til mit store maal — theatret.
Oh, det ene ord gik
jeg ofte for mig selv og udtalte, det stod for min tanke som
et vidunderligt feslot, hvor alt, hvad der har navn at skjønt,
maatte have hjemme; men jeg vidste ogsaa, hvilken kamp jeg
nu havde ivente.
De nævnte ogsaa dette om theatiet hjemme
en dag, og der blev jo et ramaskrig — «oh Gud bevare os
vel, det er da ikke muligt, at dette kan være sandt!
Aa, den
gale
O
l e
B
u l l
,
ja, han finder paa meget; det var ikke vel, at
dette skulde ske, for da blev det sidste værre end det første
med
L
u c i e
.»
Fader og jeg saa paa hinanden under denne samtale, og