92 / 312
mer udenad, og disse kan jeg da ogsaa synge, for der er jo
saa mange bønder, som er gudfrygtige og gjerne vil høre
saadant; jeger sikker paa, at jeg
vilde tjene
penge baade
til mad og klæder.
Jeg kunde jo begynde inde i Søndfjord;
du ved jo, hvor godt de alle likte mig der, og tænk saa for
nøjeligt da, fader; aa, kan du ikke faa moder til at gaa ind
paa dette, saa slipper hun jo at ærgre sig over mig, for saa
holder jeg jo mig selv med alting.»
«Nei, nei, barn, dette
gaar ikke an,» sagde fader, «ved du ikke, at du om et aars
tid eller saa maa skrive dig til presten?»
Det var sandt;
jeg maatte jo konfirmeres.
Fader trø
stede mig saa kjærlig, sagde, at han stolede saa sikkert paa,
at Gud vilde vise mig en vei, hvor jeg kunde faa bruge de
vakre gaver, han havde givet mig.
«Ja, barn,» sagde han,
«han har vist ikke forgjæves skabt denne din urolige, men
altid kjærlige s jæ l; nu skal du kaste al din sorg paa Herren
din Gud, som det staar i salmen! han vil hjælpe dig frem,
stol paa det,
barnet mit; hav ham altid i dine tanker, saa
bliver du glad igjen, og kanske han vil aabne dig en udsigt
i dit liv, som hverken du eller jeg endnu drømmer om.
Ja,
lad os saa i Jesu navn synge vor gamle aftensang:
Den lyse dag forgangen er,
og natten den hænger os paa.
O, Jesu Krist, vor Herre kjær,
du altid hos os maa blive.
Glæde os Gud i himmerig.
Den aften gik jeg til ro med fred i mit hjerte og tillid
til Gud, og for en stund kom der virkelig som en slags ro
over mig.
Saa efter nogen tids forløb traf jeg
Jo h a n n e s B r u n .
«Nei,
L u c ie ,
hvor det er længe siden, jeg saa dig; faar du
nu ikke mer lov til at gaa paa gaden?
Jeg træffer dig jo
aldrig.
Jeg maa arbeide meget nu, kan du tro; men jeg
12 - Fru Lucie W olfs livserindringer.
ET STORT OMSLAG.
8c)'