89 / 312
ET STORT OMSLAG.
N
u kommer der et stort omslag i mit liv; jeg blev
stille og trist; min ulyst til arbeide tiltog mer og
m e i , jeg syntes, det blev saa mørkt omkring mig.
Hvad i al verden skulde dette blive til?
Jeg havde jo intet
lyspunkt at styre henimod.
Jeg mistede appetiten, laa ofte
vaagen og græd om nætterne, saa mine forældre troede, jeg
b ai
paa en sygdom og talte til lægen herom; men dr.
M
ø l l e r
erklærede, at jeg intet feilede; jeg skulde bare bruge mine
kræfter til arbeide, saa kom nok baade humør og appetit igjen.
Ak, hvor han tog feil! I mit indre var der en trang jeg
ikke kunde forklare for mig selv engang; jeg havde en for
nemmelse, som jeg maatte do, om jeg ikke snart fik dette
ukjendte tilfredsstillet.
Jeg gik ud i mark og skog, sang og
gi æd, klatiede op paa høiderne, hvor jeg da skreg og talte
til Gud, bad ham, at han vilde hjælpe mig, bebreidede ham,
at han kunde lade mig alene være saa bedrøvet, naar hele
naturen, blomster, trær, fugle, alt det skjønne, som jeg elskede
saa høit, straalede i salig fred og glæde.
Kan jeg da ikke
ogsaa faa synge og tale til alle om dette, som saa ganske
fylder mit hjerte?
«Kjære Gud!jeg vil ikke noget,
som er
ondt; nei, nei, det er jo dig, dig, som jeg vil prise og lov-