85 / 312
82
fru
L
ucie
W
olfs
liv se r ind r in g e r
.
Vægter
L
a r s
R
a s k
boede nu med sin kone i Sandviken;
jeg besøgte dem, hver gang jeg rendte paa «krøbbe» (kjælke)
i Lagaardsbakken.
Jeg drak da kaffe hos d e m ; de holdt
meget af mig.
Han drev nu med at fiske, og konen vaskede
for folk, da de boede i nærheden af Muleelven.
Det var et
bryllup der i nærheden engang;
L
a r s
og konen v a rd e r. Jeg
stod oppe paa «vandbordet», som det hed, og keg ind i
bryllupshuset, hvor man dansede og drak.
L
a r s
var mægtig
f u ld ; men han kjendte mit ansigt, hver gang jeg kom op mod
ruden, og nikkede venlig til mig.
Det var en svært kold
aften, og for at holde varme i kroppen stod jeg og hoppede
op og ned foran vinduet.
L
a r s
,
som saa
dette,
lukkede
vinduet op; han tog formodentlig feil af mine hoppende be
vægelser, for han raabte ud til mig: «Stakkels
L
u c i e
,
eg ser,
ka’ saa feiler deg; gaa ud paa pladsen, mor, der staar vand
huset.
Du finder det nok, for der er hjerte i døren.»
J
o h a n
n e s
var henrykt over denne historie, som jeg fortalte ham.
Han vil gjøre min ven,
L
a r s
vægters bekjendtskab og blev
af mig introduceret der i huset, hvor vi ofte havde tilhold,
naar vi var sammen paa ageture i Sandviken.
Desværre var
det nu ikke saa ofte, jeg fik være sammen med
J
o h a n
n e s
;
det var mig paa det strengeste forbudt at have omgang
med ham; moder især var rasende vred paa ham.
Hun saa
nemlig gjennem sit vindu en dag, at en slegtning
af os, en
vossekone, kom udenfor meden ko, som hun vilde
sætte ind
paa Borggaarden ved et af trærne der;
paa samme tid saa
hun
J
o h a n n e s
tage mig under armene og løfte mig op paa
koens ryg; han sagde
nemlig til
mig:
«Ja,
L
u c i e
,
omdin
moder er aldrig saa sint paa dig, saa maa hun le,
naar du
nu kommer ridende ind i kjøkkenet paa denne maade.»
Jeg var naiv nok til at tro det samme og haabede at
formilde hende hermed; men o ve! jeg tror, at jeg aldrig
har seet moder i et saadant ra se ri;
koen, konen og jeg