80 / 312
I BYEN IGJEN.
77
det knorrer i deg.
Aa ja, barn, du klorer deg nok frem,
for sligt liv har eg ikje se’t før.»
Jeg glemmer aldrig en
aften jeg kom fra danseskole sammen med nogle voksne, jeg
da havde parti m ed ;
L
a r s
stod saa sørgmodig og raabte:
«Vægter, hør, klokken er slagen — »; længer kom han ikke
for latter;
¡eg begyndte nemlig at danse for ham efter en
halt mand
jeg gik sammen med paa dansepartiet; jeg vat
nok morsom, tør ¡eg sige, for de, som fulgte med m,g, o sig
fordærvet, og
L
a r s
udbrød forskrækket:
«Ok
Gu
deg,
L
u c i e
,
eg møsser nok pladsen min no, du faai meg jo
til at le mit i rope.»
.
Ja desværre, han mistede nok snart sin plads, i
min skyld, men fordi natrunden flere gange fandt ham de s
fuld og dels sovende paa sin post.
Han fortalte mig dette
selv engang med taarer i. ø in e n e :
«Ak ja, Gu hjælpe meg
L
u c i e
mor, eg har nok møsst pladsen min, eg har nok væi t
lidt paa støvlerne af og til, og en kveld saa hørte no
na
ronden, at eg raabte, at vinden var norden, og d e t j a .g
,
for han blaaste nok sterkt fra sør.
Men
ronden kulde
|
være saa streng med en stakkels
gammel mand, for det
ikje saa farlig, ka' slags vind der blaaste, og ronden skuJde
passe paa seg selv først, for eg har mangen gang
manden, Monsen, gaa skjævt paa støvlerne; men et seije,- eg
at magestraten ska' nok faa bie, før de finder «"■
rope efter meg.»
Ja, han havde ret;
a l d r i g
fik jeg høre m g
1,1
U r s
sang
Denne episode har
N o r d a h l R o l f s e n
fortal.
en-ang før- han havde hørt dette hjemme i Bergen da denne
engang iør, uau
wiendte mig, havde moret
historie var noget, som alle, der
kjenate n b
sig over.
Dette berører han ogsaa . en sang-eplog , e f r e
sagde paa Bergens theater ved et gjestespil der
f o t e n e l
aar siden
Han fortæller ogsaa der mange tiæk af mit barn
dom
o s ungdomsliv, om min første optræden og om mm
reise fra° Bergen til Kristiania.
Der veksler mellem sang og
1
med d
gamle, kjære
m e l o d i e r
fra «Abekatten», «Emiltes