75 / 312
V -
FRU L
ucie
W
olfs
l iv se rind r in ge r
.
den helvedes
J
o h a n n e s
B
r u n
,
so
ræke her seint og tidlig,
nai, han e ’ no bare gjort til forargelse for folk ; ogso denna
gale tausen, denna Loci, han altid drægje med seg, ja ho ha’
hjulpet te’ me’ detta, kan eg tru.
Det bier no ikje andet
end e ’ tripsa af hinner, kordan ho snur; da e ’ synd, for ho
e ’ kommen af bra folk.»
Under denne tale slog og rystede
han uafladelig bukserne.
Vi stod oppe i lugen og morede
os kongelig. Vi legte næsten daglig i gaarden d e r ;
J
o h a n n e s
i kort, blaa bluse med bælte om Livet, jeg kortskjørtet og
rapfodet som han.
Baade høit og lavt var vi.
Hun, som nogle aar senere
blev hans hustru, var allerede dengang en voksen dame med
lange krøller rundt om hovedet.
Mindst troede jeg, at hun,
som var saa meget ældre, skulde blive hans kone;
hun tog
os mangen gang i armen
og kastede os ud i gaarden, naar
vi larmede altfor meget i kjøkkenet.
Den første gang,
G
u l d
b r a n d s e n
saa
J
o h a n n e s
B
r u n
spille komedie, var han alt
hans svigersøn; han udtalte da for
B
r u n
sin store bedrøvelse
over, at hans svigersøn skulde gaa og gjøre sig til nar for
folk.
«For-du kan tru meg,
J
o h a n n e s
,»
sagde han, «dei lo
aat deg, ja eg sog da so sandt, so du no ser meg, dei lo aat
deg, og detta var so ilt føre meg at se; kunde du ikje heller
begynde med en liten høkerhandel ? Det e ’ det no ikje nokkon
skam i, vet eg.»
G
u l d b r a n d s e n
saavelsom mine forældre
havde en egen opfatning af skuespilkunst, som var alt andet
end smigrende for standen.
Der boede en madame
L
e b a k
i Hollændergaden, en
skomagerenke, som havde en liden handel paa samme tid
som hun holdt kro, «Skomagerkroen» kaldet, hvor der hver
lørdag aften var samling.
Her vankede ogsaa
J
o h a n n e s
og
jeg, da der altid var nogle originaler blandt skomagerne, som
vi havde moro af.
Samme madame
L
e b a k
var nok lidt glad i det sterke,
og i den anledning brugte hun ofte mig til at hente brænde-