74 / 312
I BYEN IGJEN.
V
naar du faar
ris?»
Hvortil hun
svarede: «Aa
nei, eg e ’saa
vant med det no, eg vørre det ikje mer, og mor slaar no
ikje saa hart.»
Ja, stakkels
B
e r t h e
,
hun fik nok mer end
én gang ris for vor skyld, for baaden fik vi laane, da hun
satte stor pris paa
J
o h a n n e s
’
og mit venskab.
Vi fortsatte fremdeles med alle slags løier.
En dag bad
han mig at følge sig op i ølbrygger
G
u l d b r a n d s e n s
gaard.
Samme
G
u l d b r a n d s e n
blev senere hans svigerfader, — en
original, morsom mand, egte søndfjording baade han og konen.
Der holdtes ølstue, som det hed, og der vankede alle slags
folk, mest bønder.
G
u l d b r a n d s e n
pleiede hver dag at gaa
omkring'ude i sin gaard, stadigtyggende paa malt, som han
jo brugte til sit bryggeri; han var da iført grønne, u
ne
underbukser, et stort, hvidt forklæde, store træsko paa fød
derne og nathue paa hovedet.
Han var aldiig i pu s, u en
naar han gik i byen.
Denne dag vidste
J
o h a n n e s
at han
skulde i begravelse, og naar dette hændte, brugte
an a
at staa ude i gaarden og slaa de sorte «ligbukser» mod en
øltønde for at banke støvet af dem.
J
o h a n n e s
sagde:
«Ja
L
u c i e
,
nu skal du faa m oro; følg med mig op paa maltlot et
saa skal vi staa i gluggen og se paa
G
u l d b r a n d s e n
.
Han ska
snart i begravelse og skal ifærd med at
b a n k e
bukserne; pas
nu paa, naar han begynder at slaa dem mod tønden; han
skal faa stræv nok idag med dem og kommer vist orsen
begravelsen;
¡eg har stukket kridtstykker , lommen og ,o
mer han slaar bukserne, des bedre knuses |0 kridtet, kan
tænkJa’ det var vist, han slog bukserne mod tønden, som han
pleiede; men, oh ve! jo mer han slog, jo værre
ev
stod formelig en hvid røg omkring ham.
an
ev
rasende og skreg i sinne: «Eg meine, fanden staai-iHmks
,
ka’ kan der være i veien med den ?» Da det nu b
og værre, forstod han omsider, hvad der var paa færde og
u d b rø d : «Nai, no kan eg skjønne, ka’so feder brok|en, na ,