69 / 312
66
f r u L u cie W o l f s li v s e r in d r in g e r .
kaptein
B
u r g g r a f s
bukser sammen med mit sjal, da begge
dele hang paa samme knag i gangen.
Drengen maatte fiske
bukserne op i baaden, og der var længe latter og kommers
i anledning af de «stjaalne» bukser.
Nu blev jeg en stadig gjest hos
B
u r g g r a f s
.
Mine kon
tubernaler fik ogsaa uforskyldt adgang der, og vi havde me
gen fornøielse hos dem.
Drengen, som roede mig, bad mig
komme i besøg til hans moder, som var forpagterkone hos
B
u r g g r a f s
,
og den dag jeg var der, kunde de nok aldrig
glemme.
Jeg slog mig riglig løs, gik baade paa hænder og
fødder, dansede, sprang og gjorde hallingkast i det uendelige.
Gutten raabte ud, at de alle maatte komme ind og se paa
«hu’ Loci».
«Nai, makan tel taus hæv eg no aldrig set; ho
e ’ so kaat, so ho spræt helt op i takje, og ho e ’ so lealaus
og mjuk so ein kat; ho tridlad seg rundt paa gølve net so
ein bald, ja, ho verte nok en gild taus, nor ho vokse tel.»
Hans moder stemte i med og sagde:
«Aa ja, hu e ’ jo dot-
ter hans
S
v e i n
,
eg hæve jo kjendt HovDA-slegten, ja, da var
livad folk maatru; eg kan sjaa da paa anletet dit, at du e ’
dotter tel den væne guten.
Eg meine, eg hæve kjendt han
S
v e i n
i barndomsdage; vi har leikat mykje tilsammans, daa
vi var baad’n.
Aa nei, aa nei, kaa du liknar han
S
v e i n
H
o v d a
.»
H
os
dem blev jeg ogsaa en velseet gjest og reiste
aldrig derfra uden adskillig forsyning som rømmebøtte, melk
ost, smurte lefser og andre bondelækrerier.
Nu var det mine
kontubernaler, som var i knibe for mad; men jeg var ædel
modig nok til at dele med dem, efter at jeg selv først havde
skummet fløden naturligvis, som jeg fandt med rette tilkom
mig, da jeg jo var den, som høstede alle rømmelaurbærene
samt de lækre lefser.
Saa fik jeg en dag et par ord fra
J
o h a n n e s
B
r u n
.
Han
tiggede og bad mig at komme hjem, da han længtede saa
svært efter mig; jeg skulde nok faa det ligesaa morsomt, som
jeg havde det der i Søndfjord mellem alle strilenautene, skrev