66 / 312
PAA LANDET.
J
eg skulde nu sendes til Søndfjord sammen med min yng
ste søster og min kusine, Karen, farbroder kaldet.
Dette
fortalte jeg med bevæget hjerte til
J
o h a n n e s
,
som blev
meget bedrøvet og paastod, at dette ikke m a a t t e ske, da in
gen af hans legekammerater kunde erstatte mit selskab.
Han
udbrød med stor pathos:
«Ja,
L u c i e ,
reiser du, saa springer
jeg i Lundgaardsvandet og drukner mig; du ved, jeg bor
lige ved det.»
Jeg kunde desværre ikke give ham nogen
trøst, da jeg vidste, at jeg skulde sendes paa landet.
Jeg for
søgte at bede moder om at slippe; men hun værdigede mig
ikke et svar engang.
Der blev da lavet niste for 14 dage til
os 3, da vi i Søndfjord hos forpagterfolkene ikke kunde taa
anden mad end den, bønderne lavede, og som var uvant kost
for os bybørn.
Vi seilede fra Bergen med en liden jagt. ' Uf, for en ræd
som fæl tur!
Regn og blæst i 2 dage, stuvet sammen 1 et
lidet rum med
3
mennesker:
Manden,
konen
samt deres
dreng,
V
i k i n g
.
Jeg var sint og meget uelskværdig og fordrev
tiden med at spise og spørge
V
i k i n g
ufladelig, om der an
tes nogen moro paa Lerpollen.
«Nai, da trui eg ikje,» sag e
han, «vil du hæve moro, saa lyt du sjøl gjørs da, me e 1 je