65 / 312
62
f r u L u cie W o l f s li v s e r in d r in g e r .
En af vore morsomste spilopper var, naar det blev tidlig
mørkt om aftenerne, at gaa paa «fisketur», som
J
o h a n n e s
kaldte det.
Den bestod i, at han stod et stykke hen paa
torvet med en meget lang fiskestang, hvorpaa der tæt ved
blysøkket og angelen var fæstet et stykke papir.
Jeg gik da
hen til kurvkonerne for at kjøbe for en skilling i kage; de
sad der med sine lygter og regnhatte i mørket.
Medens jeg
saa valgte det, jeg vilde have, kom fiskesnøret med papirlappen
dalende ned i kurven, uden at konen merkede noget; thi jeg
greb den, straks jeg fik øie paa den, og fæstede da krogen
paa en kringle eller kage, gav saa — til tegn paa at der var
bid paa krogen — et ryk i snoren, hvorpaa kagen for til-
veirs og forsvandt i mørket.
En kjærring skreg op.
«Ja
G u ’ trur eg, her er trolleri i korgen ; kaa blev kagen af?»
Uagtet jeg var sprækkefærdig af latter, saa lod jeg naturlig
vis som den hellige uskyldighed og gik til en kone længere
borte, hvor fiskeriet fortsattes. Men det varede jo ikke længe,
før det rygtedes blandt kurvkonerne, og «fiskefangsten» maatte
indstilles.
J
o h a n n e s
B
r u n s
selskab fik stadig mer og mer tiltræk
ning for mig til faders og moders store bedrøvelse, da de
fandt, at jeg nu alt andet end tiltog i visdom, men blev mer
og mer vild og gal, som de kaldte det. Min farbroder eiede
en gaard, Lerpollen, i Søndfjord inde i Aafjorden. Man fandt
hjemme, at det vilde bekomme mig særdeles vel, om jeg paa
en 14 dages tid kom paa landet og rent væk fra den fæle
J
o h a n n e s
.