71 / 312
68
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r in ge r
.
n e s
pegte paa et plommetræ, som bugnede af frugt; mine
tænder løb i vand; jeg saa mismodig paa ham og sagde:
«Ja,
men vi kan jo ikke faa noget af denne herlighed.»
«Hys!»
sagde han, «vent til alle de andre er af veien.
Jeg gjorde
saa.
Og da vi blev alene, tog han mig i armen og sagde:
«Klyv nu opefter her, Lucie; jeg skal hjælpe dig og selv
komme bagefter; jeg har
været her før, skal jeg sige dig.
I tagrenden ligger der en hørive; med den tager vi fat i gre
nene, og du skal faa saa mange plommer, du bare kan spise.»
Han halede og trak i grenene, og jeg fik en mængde i mit
kjoleskjørt, som jeg holdt frem til fangsten.
Men med ét skreg
en kjærring, som laa og lugede:
«Ok nei, se paa plomme-
træet, jagu trur eg, det blaaser overende i dette stille veir;
no er det vist den tjuagutten,
J
o h a n n e s
B
r u n
,
som er ute at
gaa igjen.
Han var i pæretræet igaar, og daa fik han juling
hos
H
j o r t d a l
og et stort hol i buksen sin, saa moren fik god
plads til at gi’ ham ris.
Vil du gaa din vei, din tjuagut du
er, ja, skulde nogen paa
raadstoven, saa var det deg, din
rakkarknegt.»
Vi var
ikke sene med at komme ned og turde
ikke mer forsøge paa dette.