67 / 312
6 4
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
vane me’ nokon moro, maa veta.»
«Uf,» tænkte jeg, «hvilke
glædelige udsigter!»'
Naa, vi kom da til gaarden om natten i øsende regn og
maatte ligge paa gulvet paa halm resten af natten, da konen
jo ikke havde været forberedt paa at faa 3 smaapiger i logi.
De første dage gik noksaa bra, da det morede mig at stelle
vor mad selv, hvilket var noget nyt for mig.
Det vedblev at
regne, og jeg havde da ingen anden fornøielse end at spise.
Dette gjorde jeg saa grundig, saa min søster og
K
a r e n
far
broder sagde stop, for hvis jeg vilde fortsætte paa den maade,
vilde vi ikke have mad i 8 dage engang.
Sukkerposen blev
mer og mer slank for hver dag, da den især tiltalte mig.
Det
vise raad, min søster og
K
a r e n
farbroder, besluttede da, at
vi skulde dele beholdningen i 3 lige store parter, saa fik jeg
indrette mig, som jeg selv vilde, med min portion.
Nu ja,,
jeg var jo nødt til at gaa ind paa dette, som jeg fandt tem
melig lumpent af dem.
Jeg var meget fornærmet og gav dem
en god dag.
Min portion var snart forduftet, og jeg var nu rent i
knibe, da den mad, konen vilde give mig, ikke behagede migi
Melsuppe, stenhaard havregrød, sur melk, sild, fladbrød, —
nei tak!
Her var nok gode raad dyre.
Jeg fik imidlertid
vide, at der boede en gammel kaptein
B
u r g g r a f
et stykke vei
fra gaarden.
Jeg besluttede da at introducere mig hos ham,
dels for at give og modtage underholdning og dels for at faa
nogen ordentlig mad.
«Raadet» fik vide min beslutning; de
ønskede begge at gaa med, men paa grund af deres uvær
dige afknapning af min kost, negtede jeg dem dette, hvorover
de blev meget vrede.
Noksaa pent drog jeg da til gaarden med mit graa sjal
paa armen.
Jeg traf hr.
B
u r g g r a f
ude paa veien; han talte
venlig til mig og spurgte, hvor jeg vilde hen.
Da jeg ikke
kjendte manden, svarede jeg noksaa dristig:
«Aa, jeg skal
nok paa besøg til
B
u r g g r a f
,
bor han ikke derhenne ?»
«Jo,.