63 / 312
6 o
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r in g e r
.
en dame og nestede dem godt sammen, ligesaa en stril til en
bergensk pige, en kjaerring og en fin laps; alle, som vi kunde
overkomme, syede vi godt sammen; og naar de saa merkede,
at de sad fast, blev der jo et rædsomt røre.
For en moro
at høre alle de skjeldsord for iturevet t ø i ! Jeg husker, at en
havstril sagde til en pige, han var syet sammen m e d :
«Vil
du sleppa meg,- du førbandade byfille.
Eg meine, du hæver
syet deg fast i meg.
Ja G u ’ ska’ eg dængja deg, saa du
sk a ’ faa kjenna da, di tripsa, du er.»
«Hold kjæften din, du
strilekagge,» svarede pigen, «og riv ikje kjolen af meg, ellers
skal eg karnifle deg ordentlig.
Kan du ikje skjønne, at det
er en skøier, som har syet os sammen ?
Har ikje du væ r’t
i byen før, far ?» En kjærring blev saa gal, da hun merkede,
at hun sad fast i en ung springfyr, at hun i sinne tog fat i
hans frakkeskjød og rev det tvers over.
Hun var rasende,
fordi hun paa grund jaf sammensyningen kom til at vælte
sin kagekurv.
Fyren og kjærringen kom i et haandgemæng,
saa det var en lyst at se paa.
Slige scener var der mange af; de kan bedre tænkes end
beskrives; men morsomme var de, det er sikkert. Og saa de
fornøielige havstrilerne; de kunde være saa tørvittige, .naar
de stod i sin baad og solgte fisk,
og pigerne skregog pryg
lede dem i hovedet med
regnhatterne, idet de
bøddet halve
af, hvad strilen forlangte; til alle skjældsordene svarede de
kun ganske rolig:
«Nei G u ’ ska’ du ikje smake han.»
Føl
gende scene var jeg engang vidne til ?paa ‘fiskebryggen. Der
kom en tysker, som skulde have baad i en rasende fart. Han
sprang ud i den, men gled, da baaden var sølet og vaad, og
faldt i vandet midt imellem strilebaadene. I sin angst raabte
han:
«Ack Gott, ack G o t t !»
Hvortil en stril, som velvillig
rakte sig ud for at tagetyskeren op, svarede paa
sin tørre
maade :
«Hæver du dagodt, ja G u ’ ska’ du daa faa ligja,»
og overlod til en anden at hjælpe tyskeren.