61 / 312
58
fru
L
ucie
W
olfs
livserind r ing er
.
mands barn fare saa stygt afsted,» sluttede hun. Hermed var
det jo slut med dette til stor sorg for den stakkels kone, der
nok fik savne min hjælp.
Min største fornøielse var og blev dog at være sammen
med
J
o h a n n e s
B
r u n
.
D
u
gode Gud, hvor morsom han var,
og hvor vi frydede os samm en! Han skrev yndige, smaa breve
til mig, hvori han bad mig møde sig hist og her; han laante
mig ogsaa bøger med de sødeste smaafortællinger.
Engang
skrev han til mig og bad mig komme ned paa «Triangelen»;
det var en lørdag.
Da jeg kom, spurgte han, om jeg vilde
følge med ham dagen efter, søndag altsaa, paa en tur ud til
Hægrenæs.
Han havde faaet laane en baad; han skulde et
erinde ud til en møller, som boede der.
«Jeg skal tage lidt
spegekjød og kringler med, og saa kjøber vi os lidt melk
derude.
Aa,
L
u c i e
,
vi skal have det saa fornøielig; vi skal
lege Fridthjof og Ingeborg. Du ved vel, at han var en viking,
og Ingeborg var hans trolovede brud.
Hun reiste ofte i baad
med Fridtjof, kan du tro.» Ja, jeg var naturligvis straks villig
hertil; men jeg tvilede om at faa lov, da vi altid maatte gaa
med fader i kirken om søndagen.
J
o h a n n e s
raadede mig til
slet ikke at bede om lov, men uden videre at sløife kirken
for en gangs skyld. Han som jeg vidste jo, at det vilde blive
mig negtet, naar de hørte, at jeg skulde i baad, og end mer,
naar jeg skulde følge med
J
o h a n n e s
B
r u n
,
som nu var bleven
en ren skræk for alle hjemme.
Jeg maatte formelig stjæle
mig til at være sammen med ham.
«Den er let at lokke,
■som efter vil hoppe,» som der siges.
Søndag morgen kl. 8V2 mødte jeg paa bryggen.
Det
blæste meget stærkt og var temmelig kjøligt, da det var først
i mai maaned.
Jeg havde en ganske tynd sirtskjole paa, saa
jeg virkelig frøs, men gaa hjem efter overtøi turde jeg ikke,
for da kom jeg ikke afsted, det vidste jeg, og
J
o h a n n e s
var
enig med mig.
Han laante da hos en af fløtmændene en
gammel, fæl skindfrakke, som lugtede af sild, og svøbte mig