57 / 312
54
fru
L
ucie
W
olfs
liv s e r in d r in g e r
.
med katten, medens
L
u c i e
er borte.»
Fader sagde intet her
til, men idet han gik ud, hviskede han til mig:
«Pas paa
katten din,
L
u c i e
! Ja, jeg siger ikke m e r ; jeg maa gaa i
byen jeg.»
Men hans mimik var saa talende, at jeg meget
godt forstod, at min yndling svævede i fare.
Senere paa
aftenen, da moder med ét fik saa travelt med at skynde paa
mig, for at jeg skulde bringe aviserne ind til farbroder —
noget, som hun ellers var ganske ligegyldig for — saa vidste
jeg, hvad klokken var slagen.
Jeg tog aviserne, gik ud og
tog min elskede pus, som sad i skorstenen og intet ondt
anede.
Ude i trappeopgangen hang der en meget stor lygte;
den bestod af lutter smaa glasruder og var til 2 lys.
Den
maatte altid tændes for at lyse herrerne i Sparebanken.
Nu
tog jeg lygten forsigtig ned, tog begge lysene ud og satte
pusekatten ind istedet; da det denne aften var storm og regn,
og jeg havde aviser, mig selv samt regnhat at bære, saa fandt
jeg det baade bekvemt og behageligt for pus at sidde tørt og
godt inde i lygten.
Jeg gik afsted, glad i sind over mit gode
indfald, men ogsaa lidt skadefro over, at moder og pigen fik
en lang næse.
Idet jeg gik ud af porten, kom pigen ind af
den.
Altsaa atter opdaget! Hun lo, idet hun udbrød: «Nei,
L
u c i e
,
ka e no dette for et optog; ka e det, du no har fun
det paa? Ja, du faar hos madamen, vær sikker paa det.»
Medens jeg var ude, var
R
o l f s e n
,
N
o r d a h l
R
o l f s e n s
fader, kommet ned af trappen for at gaa h jem ; men mørkt
som der var, havde han raabt, at man skulde komme ud med
lys.
Moder, som stod i kjøkkenet, hørte raabet og kom ud
aldeles forfsérdet.
Pigen kom ogsaa ud.
«Men hvor i alver
den er der blevet af lygten,» sagde moder, «jeg har jo selv
baade tændt i den og hængt den op.
Ak, snille
R
o l f s e n
,
De
maa ikke tage det ilde op, pigen siger nu, at
L
u c i e
nok har
været paa spil igjen.»
«Aa, det er ikke saa farligt,» svarede
R
o l f s e n
,
«nu ser jeg nok veien; men vær saa snil at laane
mig en regnhat, det er jo et fælt veir ude.»
«Jo, straks!»