55 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
l ivserind r ing er
.
Fra nu af blev gaardspladsen afstængt for
F
r i i s
’
s
elever
ligesom ogsaa for mig.
Forresten havde denne leg slet ikke
været efter mit hoved; thi jeg var glad i dyr og vilde aldrig
med vilje plage dem, og jeg syntes, det var grusomt af
J
o
h a n n e s
at pine den stakkels gris saa forfærdelig.
Jeg sagde
ogsaa til ham, at en saadan leg vil jeg aldrig mer deltage i,
for det gjør mig ondt at se et dyr lide saadan.
«Aa;» sagde
han, «tag dig ikke saa nær af grisen ; svin er svin, og Helle
mandsgrisen er en gedigen svinemær, som jeg ikke kan for
drage.
Nei, hunde og katte kan jeg godt like; de er kloge
og lærvillige.»
I den anledning fortalte jeg ham en historie, som morede
ham meget.
Jeg havde nemlig en ren lidenskab for katte,
og en af de værste plager for moder var, at jeg drog til huset
en mængde katte, mest smaa unger naturligvis, da disse var
lettest at smugle ind, og dertil fandt jeg dem saa ubeskrivelig
yndige.
Der kom da efterhaanden en saadan mængde, at
moder blev aldeles fortvilet.
Hun maatte jo give dem mad,
da alle disse dyr gik om benene paa hende ude i kjøkkenet.
En dag kom jeg hjem med en stor, deilig, sort kat.
Den
havde fulgt mig saa langt paa veien hjem, at ind maatte den.
Jeg delte nu med den af mit smørebrød, og efter denne gjest-
frie modtagelse følte den aldeles ingen lyst til at gaa igjen.
Den var saa sød og kjælen, at alle hjemme^blev glad i den,
og isærdeleshed fader, som var en stor elsker af dyr; men
moder var træt af dette og havde bestemt, at pigen skulde
gaa et stykke ud paa landeveien med katten og slippe den
der, saa vi kunde blive den kvit.
Dette fortalte hun fader,
som svarede: «Aa nei, gjør ikke det; det vil bedrøve
L
u c i e
.»
Men moder spurgte, om det virkelig var hans mening, at de,
som havde huset fuldt af børn, ogsaa skulde føde alle de
katte, som
L
u c i e
drog til huset.
«Forresten,»
sagde hun,
«behøver hun jo ikke at faa vide det. Du kan jo bare iaften
sende hende ind til farbroder med aviserne, og saa gaar Ane