51 / 312
4-8
FRu L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
temmelig langt nede mellem folket, da jeg syntes, jeg der
fandt mer lune, humør og originalitet end hos de saakaldte
bedre.
En hærskare af kurvkjærringer, tjenestepiger og simple
børn var min stadige omgang, i hvilken anledning en af mit
skuespillerpersonale engang bemerkede:
«Uf,
L
u c i e
,
at du
vil være saa meget sammen med saadanne simple folk; det
fik nok ikke jeg lov til, kan du tro.
F. eks. denne fæle
S
a r a
H
o v l a n d
,
en arrestforvarers datter.
Nei, fy! det vilde
jeg holde mig for god til.»
«Aa, dit fæ, hvor du. er dum!»
udbrød jeg.
«Du skulde bare vide, hvor megen nytte jeg
hai sf hendes bekjendtskab.
Tænk dig, at naar nogen bliver
arresteret, saa faar jeg lov at følge med ind i raadstuen,
fordi jeg gaar med
S
a r a
.»
Dette gav engang anledning til stor forskrækkelse hjemme.
En at mine søstre var kommet ganske bleg ind til moder og
havde sagt:
«Gud! jeg tror, at
L
u c i e
nu er blevet arresteret,
for jeg saa hende komme midt i pøbelen tæt ved politi
betjenten aim i arm med
S
a r a
H
o v l a n d
og hun forsvandt
ind i raadhusgangen.
Hvad skal vi gjøre?»
Hvorpaa fader
tog sin hat, kom ind til
H
o v l a n d s
efter mig og bragte mig
hjem til beroligelse for moder, som var rent syg af angst.
Madame
L
a s s
, S
a r a s
tante, var en egte sladdersøster,
piæsis en af
H
o l b e r g s
«sangklokker» i «Barselstuen», en
rasende lappenskralde, hidsig og brutal, men havde paa grund
af romanlæsning enkelte anfald af sentimentalitet, og da sang
hun viser for mig i massevis, helst om ulykkelige elskende.
Hendes yndlingsnummer var visen om «Carl og Emma».
Hun- giæd og sang samtidig:
«Den fulde maane rædsomt
lyste henover dødes hvilested» o. s. v., en meget tragisk sang.
Hun laante mig de fæleste røverromaner, som fader altid
konfiskerede, naar han fik tag i dem.
Det er hende, som
var min model til madame Rundholmen.
Hun havde vist
været vakker med sit svære, sorte haar og mørke, spillende
øine.
Det var saa fornøieligt for mig, at frk.
P
a r e l i u s
.