49 / 312
JOHANNES BRUN.
P
aa dette tidspunkt mødte jeg
J
o h a n n e s
B
r u n
.
Han
gik i
F
r i s
’
s
skole, som var væg i væg med spare
banken.
Vi traf hinanden paa Korskirkegaarden.
Her var
jeg krøbet op i et træ for at se paa en
«fin» be
gravelse.
Han stodunder træet, tog fat i det og gav sig til
at rystedet.
Jeg blev
bange for at falde ned og bad ham
venlig om at lade
det være.
«Aa pyt,» svarede han, «du
skal jo netop være saa kjæk og modig; kan d u være bange
for nogenting? Er det ikke dig, som heder
L
u c i e
J
o h a n n e s e n
?
«Jo,» svarede jeg, «men vær saa snil og lade mig komme
ned.
Klokkeren staar og truer til mig, fordi jeg er krøbet
op i træet.»
«Ja, kom du bare,» sagde han.
«Kast dig ned,
saa skal jeg tage dig.»
Jeg vovede spranget, takkede for
hjælpen, og fra samme stund var vi venner.
Nu oprandt en ny, straalende tid for mig.
O, lykkelige
glade, velsignede, minderige barndomstid.
Hvor jeg gik og
stod, havde jeg sang paa læben og jubel i mit hjerte.
Jeg
kunde ikke forstaa, at nogen kunde gaa bedrøvet orrikring i
denne vidunderlige, deilige verden, hvor alt, som det forekom
mig, bare var fryd og glæde.