5 °
pru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
bemerkede, da hun saa mig som madame Rundholmen:
«Nei,
L
u c i e
,
det er jo madame
L
a s s
i Hollændergaden op
i dagen; du ligner hende jo af ansigt ogsaa med skjævt skil
i haaret, som hun brugte.»
Jeg følte mig smigret, og det
glædede mig, at hun kunde kjende hende igjen, da det jo
beviste, hvor tro min hukommelse var.
Jeg presenterede min
nye ven
J
o h a n n e s
B
r u n
for madame
L
a s s
;
hun som jeg
fandt stort behag i ham.
Hun gik ind paa at laane os sit
loft til at spille komedie paa; vi fik ogsaa laane klæder af
hende.
Blandt andet fik vi en gammel uniformsfrakke, som
hun havde til reparation; den var saa altfor stor til
J
o h a n n e s
,
at han næsten druknede i den og havde et ganske artigt
slæb.
Nu kom der fart i komedien.
J
o h a n n e s
overtog alt
besvæiet.
Jeg havde nu bare at digte og spille sammen med
ham. Vi forhøjede entréen til 4 skilling billetten, og vi havde
altid fuldt hus.
J
o h a n n c s
beundrede især min deklamation;
den stod han altid og nød.
Jeg kunde en mængde vers, som
jeg havde læit dels af vor tjenestepige, som var en levende
visebog, og dels af madame
L
a s s
.
Vi digtede sammen mange
rigtig vakre ting, ofte meget rørende, saa madame
L
a s s
græd
og snød sig, saa det stod efter.
«Ja, dokker to, trur eg, det
bliver nokke af, for dokker er ikje_som alle andre,» sagde
hun imellem.
Jeg var i den syvende himmel, og
J
o h a n n e s
ikke mindre.
J
o h a n n e s
var med paa theatret i «De syv militære piger»,
og nu overtalte han ogsaa mig til at være med.
Men det
blev kun for én gang; thi en af mine søstre var den aften i
theatiet, og til sin skræk opdagede hun mig blandt de militær
klædte piger.
Dette rapporterede hun naturligvis til moder,
som straks paa det strengeste forbød mig dette og bemerkede
tillige.
«Ja, har
L
u c i e
været gal før, saa er hun nu ganske
umulig, for nu er hun kommet i kompagni med den vilde
gutten,
J
o h a n n e s
B
r u n
,
han, som
næsten ærgrer livet af
madame
H
e l l e m a n d
.»
Denne hendes forargelse skulde jeg