45 / 312
42
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
j e g fi k f ø r s t f r e d , d a e n v e n s a g d e til h a m , a t h v i s h a n o f t e r e
v i l d e u d s k j e l d e o g e f t e r a b e L
u c i e
, s o m h a n l i k t e s v æ r t g o d t ,
s a a s k u l d e h a n r u n d j u l e h a m s a a f ø l e l i g , a t h a n n o k s k u l d e
l a d e m i g f a a v æ r e i r o f o r f r e m t i d e n .
Denne guts venskab vandt jeg paa følgende m a a d e :
moder havde en gammel møllerkone, som hed
M
i l d r i d
;
jeg
ser hende saa tydelig: en liden, bitte kone med sort hue og
rød trøie.
Hun gik og hentede mel til moders hjemmebagning.
Det var en lang vei til «Møllendal», som det hed, hvorfra
hun bar en noksaa tung sæk paa sin gamle ryg.
En dag,
da jeg og flere stod i en munter leg, ser jeg
M
i l d r i d
komme
med sækken paa r y g g e n ; hun saa saa træt ud, det forekom
mig, at hun vaklede; jeg sprang da fra legen og bort til hende,
tog sækken og lagde den paa min egen ryg og bad hende
saa at følge med.
«Aa, du snille barn,» sagde hun, «som
har hjerte for en gammel, ussel stakkar.
Ja, du er altid saa
glad du,
L
u c i e
,
det er derfor du er saa godhjertet.
Aa, jeg
verker saa i ryggen!
Ja, nu vil din moder blive forundret,
naar du kommer med melsækken.»
Vi gik da trøstig videre.
Men ulykken var ude igjen.
F
r a n t z
W
e r n e s
stod udenfor
latinskolen og saa mig komme med sækken paa ryggen.
Han
raabte da:
«Kom herhen, gutter, her skal dere faa et for
nøjeligt syn.
Det er «skuespiller-LuciE», hun er nu blevet
møllerkjærring.
Hei san, for et spil!
Se, hun gaar med
sækken paa ryggen, og kjærringen dilter bagefter.
Hurra for
« L
u c i e
møllerkjærring»!»
Og han tog fat i sækken for at
rive den fra mig.
Der kom en hel flok gutter omkring os.
M
i l d r i d
blev bange for sækken, tog den paa ryggen og gik
sin vei, medens jeg sprang løs paa
F
r a n t z
,
rev ham i haaret,
•sparkede og klorede ham, saa han skreg og hylede.
Jeg var
sterkere end han og væver som en katunge, saa han fik nok
føle mine klør.
Da jeg slap ham, kom «vennen» mig tilhjælp.
Han tog mig i armen og sagde:
«Gaa du,
L
u c i e
,
det var
pent gjort af dig det, at bære sækken for den gamle kone.