41 / 312
38
fru
L
ucie
V V o lfs
livserindringer
.
Dette med rokken tiltalte mig nu slet ikke; men for at
komme i gunst hos moder var jeg virkelig respektabel en
liden stund, hvorved jeg ogsaa for en gahgs skyld fik høre
en virkelig fornøielig historie af hende, nemlig om en prest
i Nordland, som der gik saa mange underlige fortællinger om.
Han var nok lidt fordrukken og vidste sommetider ikke rigtig,
hvad han sagde.
Hun fortalte dette saa morsomt, saa baade
fader og jeg skoggerlo.
Idet hun efterlignede presten, sagde
hun, at han paa prædikestolen en pintsedag havde sagt:
«Menighedens forbøn forlanges af en kone udi barnsnød og
og tillige for en soldat af 4de regiment, som lider af samme
sygdom.»
Nei,
hvor jeg syntes, det klædte moder godt!
Hvor hun var morsom!
Og det lod til, at det smigrede
hende, at hun kunde faa os til at le saa hjertelig.
Vi var
meget gode venner for en stund.
Men hvor længe var Adam i Paradiset?
Mine theater-
griller red mig sterkere end nogensinde, og det varede ikke
længe, før moder og jeg var paa kant med hinanden igjen.
Mit had til spinderokken tog til for hver dag.
Jeg og mit
personale gik stadig omkring for at finde et sted til at spille
paa og fandt da omsider en stor rullebod hos vor nabo, gamle
madame
G
r i p
.
Her havde vi et par forestillinger, og da vi
tog to skilling billetten, var indtægten ikke saa daarlig.
Desværre savnede baade publikum og de agerende den herlige
karusselrendebom og frem for alt, klaveret.
Jeg fik da omsider
den lyse idé at benytte rullen som mellemagtsmusik paa den
maade, at man skiftedes om at sidde oppe i den og blev saa
trukket frem og tilbage, hvilket var et svært tungt arbeide,
da den ogsaa var fyldt med store stene.
Men allermest tog
det paa mine kræfter, da jeg, istedetfor som før at spille
danse paa pianoet, nu maatte synge, medens jeg rullede mit
publikum.
En eftermiddag spillede vi da.
Jeg havde forelsket mig
i
J
o a k i m a
B
l e s s i n g
’
s
lakerede sko og bad hende laane mig