34
f r u Lucie W o l f s l i vs e r i nd r i ng e r .
anden kom i mit sted.
Hvor jeg var bedrøvet!
Jeg maatte
levere min smukke dragt tilbage og græd bitterlig herover.
For første gang i mit liv syntes jeg, at fader var uretfærdig
imod mig.
En slags trøst fandt jeg i at danse min theaterdans for
mine kamerater; paa samme tid kopierede jeg alle dem, jeg
havde seet dernede paa «komediehuset», baade gamle og unge,
men især scenerne mellem elskeren og elskerinden, som jo
havde tiltalt mig allermest.
Alle roste de mig, og da flere
slog paa, at jeg
burde spille for betaling, greb jeg straks
ideen.
Da der i vort hus var mange store rum, som brugtes
til opbevaring af møbler, der var tilsalgs, saa havde jeg jo
prægtigt lokale.
Som sagt, saa gjort.
Snart fik jeg komedien istand.
Førstspændte jeg en
snor over salen, trak et lagen paa den til fortæppe og satte
løvbusker paa siderne som kulisser; det saa virkelig vakkert
ud.
Jeg satte da, saa godt jeg kunde, en lignende komedie
igang, som den, jeg havde seet dernede.
Men det var ikke
saa let at faa mit personale til at gjøre, som jeg vilde; flere
af dem var dumme og aldeles umulige, saa jeg var omtrent
alene om at fremstille alle de agerende.
Huf, for et slid! men
paa samme tid hvilken fryd!
Jeg følte mig som en seirende
gud, og naar jeg fandt, at jeg spillede rigtig godt, raabte jeg
til mit publikum:
«Aa, men saa klap da!
Kan I ikke forstaa,
hvor flink jeg er.»
Dette behøvede jeg ikke at sige mer end
en gang, for nu klappede de baade i tide og utide, saa jeg
tilslut maatte bede dem være rolige og gjøre dem begribelig,
at naar der skulde klappes, vilde jegselv give dem et tegn,
som de ikke kunde tage feil af.
Paa salen, hvor vi spillede, stod der en meget stor saa-
kaldt rendebom; det var en, moder brugte til sine lange
garnhespler; inde i den var der bretter, som vi børn fik lov
at sidde paa for at more os, naar den brugtes af væverkonerne.