34 / 312
FØRSTE GANG PAA SCENEN.
31
være med Dem, lad mig faa lov!
Jeg maa, jeg vil, jeg skal
være med og danse paa theatret.
En af mine veninder har
været paa komedie og fortalt mig, hvor vidunderlig deiligt
det var, og enten moder giver mig lov eller ei, saa skal jeg
nok tigge fader saa længe, til jeg faar lov; for han er snil,
kan De tro, og forstaar mig saa godt og er saa glad i mig.»
«Ja, kom bare med straks,» svarede madame
H
e r m a n s e n
,
«saa kan du faa se paa prøven og lære dansen med det
samme; de tre andre smaapiger er alt dernede.
Din moder
skulde skamme sig over at tale saa stygt om saa «pene» folk som
disse skuespillere er; og jeg tænker ikke, gudsfrygten trykker
den «sinte» madame
J
o h a n n e s e n
,
naar hun kan sige sligt.»
«Ja, ja, kom bare, dansen skal jeg nok snart have lært, det
kan De stole paa,» sagde jeg.
Jeg kom da derned.
Gode
Gud, hvilket indtryk det gjorde paa mig!
Da jeg saa en
ung dame, som sang og spøgede med en smuk, ung mand,
og hønte musik og sang af korister og skuespillere, da — ja
da var der noget, som sagde inde i mig:
«Ja, her skal du
være! dette vil jeg være med paa.»
Mit blod bruste, mit
hjerte slog voldsomt.
Da jeg blev stillet op til dansen, saa
forekom det mig, at jeg var i himmerig; jeg havde en følelse,
som jeg fløi i luften.
Dansen var ganske ligetil og snart lært.
Den smukke, unge mand — theatrets elsker, formoder
jeg — tog mig under hagen og sagde:
«Du er jo en graciøs
lille pige, og du danser nydelig.
Hvad heder du?»
« L
u c i e
!»
svarede jeg.
«Ah!
« L
u c i e
di
L
a m m e r m o o r
»,
sagde han og
gik sin vei.
Jeg fik en dragt med mig, som jeg skulde have
paa forestillingsdagen.
Aldeles svimmel af lykke kom jeg
hjem og fik straks fat i fader, sagde ham alt og bad saa
inderlig om lov til at være med paa dette.
«Ja, men husk
paa moder,» sagde han, «tror du, at det kan gaa an uden
hendes tilladelse?»
Men saa længe tiggede og bad jeg, til
han sagde:
«Ja, ja, saa faar vi prøve, om det kan gaa, uden
at mor faar vide det.
Jeg vil saa gjerne unde dig denne