32 / 312
S K O L E D A G E N E .
saa inderlig glad i dig, om du nu vil lære noget og opføre
dig saa vel, at jeg ogsaa kan blive stolt af dig.»
Hun sagde dette med bevæget stemme og taarer i øinene.
Jeg tog hende om halsen og kyssede hende, og fra den dag
havde hun virkelig glæde af mig.
Men hvad der var det
allerbedste for mig, var, at hun sagde til fa d e r:
«Ak,
J
o h a n
-
n e s e n
,
jeg er saa glad i
L
u c i e
,
hun skal nok blive flink nu, skal
De se; det gjælder bare at lokke frem alt det gode i hende;
thi som jeg nu kjender hende, forstaar jeg, at intet andet end
kjærlighed kan faa nogen magt over hende.
Hun er et be
gavet barn, som ikke maa tages paa med grove hændei.»
«Ak, Gud ske lov!» udbrød fader, «endelig har da mit stak
kels barn fundet et menneske, som forstaar hende; hav taal-
modighed med hende, snille jomfru L., saa vil hun ikke gjøre
Dem skam; hun er saa god af hjertet, min viltre, fornøielige
L
u c i e
.»
Fra nu af var jeg ovenpaa; jeg endte med at blive jom
fru L.s erklærede yndling og voldte senere ikke fader mer
sorg over min skolegang.