27 / 312
2 4
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
ukvemsord atpaa, tog jeg — for at trøste mig ■— straks fat
paa kjødet; det smagte mig aldeles himmelsk, al min sorg
var glemt, og jeg ønskede bare, jomfru
L
a v a
vilde lade mig
sidde og «skamme mig», til jeg rigtig havde spist mig mæt.
Jeg blev ogsaa ganske rigtig siddende der saa længe, til
spegeknogen var ganske afklædt.
Da hørte jeg nogen komme
fra skoledøren; de skulde som sedvanlig høre efter, om indi
videt, som sad tilskamme i kammeret, graad og skreg, hvilket
de jo gemenligen pleiede.
Men nei! en høitidelig stilhed
herskede der, ikke en lyd var at høre; døren blev da lukket
sagte op, og jomfruen saa mig staa oppe paa et bord og
stræve rrted at faa spegeknogen hængt paa sin plads igjen.
Stort tab lea u !
Hele skolen blev kaldt ud for at faa se det
smukke syn, at
L
u c i e
blevtrukket i
lange fletter
ned af
bordet og udskjeldt for «spegekjødstyv», hvorpaa hun maatte
spadsere hjem til moder fra skolen, ledsaget af jomfru
L
a v a
.
Resultatet af denne hjemfart var en god portion ris og ud
visning af skolen.
Fader var svært bedrøvet over mig, fordi jeg intet lærte.
Han var selv flink til at skrive og regne og førte hele regn
skabet for møbelmagasinet;
han varsaaledes
øvet i bog
holderi, ja havde endog bragt det til at lære sig tysk og
engelsk.
Stik modsat af, hvad
N
o r d a h l
R
o l f s e n
siger om
fader, at han var uvidende, var han nemlig i den grad vide-
begjærlig, at han tog nattetimerne til hjælp, til moders store
misfornøjelse; han havde jo strengt arbeide hele dagen og
trængte saa vel ti! nattero, syntes moder.
Han tænkte ofte
paa selv at lære mig det, som jeg trængte til; men naar vi
var sammen om aftenen, var
han saa træt og fandt da saa-
dan hvile og fornøielse i mit selskab, at nogen lærdom blev
der ikke tale om, naar
vi
varsammen. Efter de uheldige
skolehistorier sagde han
en
aften til mig:«Ak, kjære
L
u c i e
,
hvor det gjør mig ondt,
at
detgaar saailde med din skole
gang, og at du lægger
dig
udmed alledine foresatte.
Du