23 / 312
20
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
da ogsaa bekræftet af alle børnene.
Madame K. blev nu
aldeles rasende og sagde, at jeg skulde sidde igjen.
«Kom
herhen, din intrikate tøs,» sagde hun, «tag dit strikketøi og
sæt dig alene paa denne tomme bænk, for at du kan sidde
tilskamme for hele skolen, som da kan faa se, for et skarn
du er.»
Jeg gjorde ydmygt, som hun befalede mig, men var
paa samme tid lumsk nok til at sætte mig paa den yderste
ende ^af den tomme bænk, hvorved jeg da straks vippede
midt ned i al den karrede og vel ordnede uld, rullede mig
rundt deri for rigtig at spolere det for hende og rendte saa
min vei — hjem fra skolen.
Moder fik mig ikke derop næste
dag; men saa kom der bud efter mig, og jeg maatte gaa.
Da jeg kom paa skolen, var baade madame K. og madame
R. meget venlige imod mig og nævnte intet om gaarsdagens
hærverk; de var vel bange for at miste en af sine elever, kan
jeg tro.
Da jeg nu merkede, at det var godt og vel, vaag-
nede min lyst til at gjøre spilopper igjen.
Madame R. skulde
den dag lære mig at sy hulbogstaver paa en saakaldt merke-
dug af stramei.
Hun syede da stingene for mig og sagde
saa paa sit klissede, danske sprog:
«Alle tider fra hullet af,
alle tider fra hullet af.»
Jeg benyttede mig da af, at hun
var noget døv, og gjentog, medens jeg syede^ hendes ord
aldeles med hendes egen stemme og sprog:
«Alle tider
fra hullet af, alle tider fra hullet af, alle tider fra hullet af»
o. s. v. for hvert eneste sting.
Der blev først en sagte fnisen
af alle ungerne, derpaa en skoggerlatter; men madame K.,
som hverken var døv eller blind, hun havde baade hørt og
forstaaet, hvem jeg abede efter; hun for da frem i raseri og
gav mig en ørefik paa hver side, hvorefter jeg rev hendes
kappe af og strøg min vei — for aldrig mer at sætte mine
fødder paa madame R.s skole.
Jeg fik da lov at begynde hos madame A. i Hollænder
gaden; men var ikke heldig der heller.
Der gik nemlig de
fleste af mine veninder, som boede i nærheden af os, og som