22 / 312
19
dertil, og faar du intet traktement, saa kan du godt leve
foruden.»
Med den besked og orteløs gik jeg da paa skolen.
Da jeg kom ind i stuen, faldt straks mine øine paa et
bord, som var dækket med kager og mjød, og der sad 4
smaapiger og gjorde sig tilgode.
En efter en kom børnene,
de fleste havde en liden ting med, som f. eks. en flaske lug
tende vand, en æske røgelsetopper og én endog en rose i en
fin potte.
Alle disse lykkelige blev da, naar de havde ovei-
rakt madamen sine gaver og gratuleret hende, placeret ved
bordet.
Men jeg, min arme synder, som ogsaa neiede og
gratulerede, samt [en 3— 4 andre smaapiger havde intet at
give hende, og begge madamerne — baade moder og datter
var grusomme nok til at Jade os staa med blødende hjer
ter og se paa, hvordan de andre blev trakteret.
Jeg svor 1
mit hjerte, at jeg skulde hevne mig paa uhyret, madame K .;
dette gjorde jeg ogsaa paa følgende m a a d e :
Naar vi var ude
i frikvarteret, pleiede altid madame K. at sidde og
duse
ved sin spinderok; der stod da ved siden af rokken en stor
kurv, fyldt med karret uld, hvoraf hun spandt.
Da vi nu
kom ud i gaarden, fandt jeg en stor, sort fuglevinge, jeg tror,
det var af en tiur; jeg keg ind ad døren, og da jeg hørte
madame K. snorke, — formodentlig var hun paa en liden
snur af mjøden, — tog jeg mine støvler af og krøb som
en kat op paa et langt skolebord, som hun sad med ryggen
imod, stak med en stor knappenaal fuglevingen fast midt
oppe i hendes høie tyliskappe, sprang saa lige forsigtig ned,
tog støvlerne i haanden, gik ud til smaapigerne og bad dem
komme og se.
Det var et rasende fornøieligt s y n ; hun saa
ud som en tamburmajor med den sorte vinge midt i toppen
og det gamle, arrige ansigt sovende derunder.
Der blev jo en skraldende latter, hvoraf hun vaagnede,
paa samme tid som madame R. kom ind i stuen.
«Fy
s k a m m e j e r a l l e s a m m e n , » s a g d e h u n ;
« m e n d e t e r
n a t u r l i g v i s L
u c i e
, s o m e r m e s t e r
for
d e t h e l e , » o g d e t t e b l e v