26 / 312
S K O L E D A G E N E .
2
}
her blev jeg heller ikke videre vel anseet.
Der var især
noget, som i høi grad saarede min tidlig udprægede skjøn-
hedssans; der var 3 damer, hvoraf den ene var styggere end
den anden; ctertil var den ældste pukkelrygget, den yngste
skjelede og den mellemste var saa mager som et kosteskaft.
Jeg var desværre saa uhøflig at sige til «kosteskaftet» en dag,
da det blæste en orkanagtig storm:
«Ok, jomfru, De [maa
ikke gaa ud idag, for saa «blaaser» De væk, fog hvem skal
saa høre os i forklaringen ?
Jeg saa jo Deres broder imorges
nede paa Fisketorvet, han er jo lige saa mager som De, og
jeg forsikrer Dem, jeg saa ikke andet af ham end et par
bukser, som flagrede for vinden.»
«Fy, for en obsternasig tøs du er,
L
u c i e
»,
sagde hun.
«Du bliver nok ikke her længe, førend du maa sidde i skamme
krogen.»
Denne krog var et lidet kammer lige udenfor skole
d ø re n ; den brugtes som «røgekjødkammers», som de kaldte
det, for langs med taget var stokke, hvorpaa der hang pølser,
spegekjød, flesk m. m.
Hendes spaadom gik desværre snart
i opfyldelse ; thi jeg var doven med mine lekser, da saadant
nemlig kjedede mig forfærdelig, og umulig med mit haand-
arbeide, ikke at tale om alle de andre synder, jeg gjorde mig
skyldig i.
Og saa maatte jeg da en dag spadsere i skammekrogen.
Jeg gik derind from som et lam uden at græde, som jo alle
pleiede, naar en saadan tort overgik dem.
Den ene sagde
til den anden:
«Ok tænk,
L
u c i e
graater ikke, naar hun skal
i skammekrogen; ja, hun er kjæk og modig!»
Jeg havde nu
saa mine egne tanker, da jeg vidste, jeg skulde derind, og
dette var det, som gav mig styrke til at udholde skammen
og holde min graad tilbage.
Jeg sværmede nemlig for spege
kjød og havde opdaget et laar, som var skaaret lidt af; det
havde jeg seet en dag, jeg kigede derind.
Nu havde jeg be
standig i min lomme en liden pennekniv, og da døren blev
lukket i for næsen paa mig, og jeg dertil hørte en strøm af