29 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
maa jo lære nogét, barnet mit.
Husk paa, at livet ikke bare
er kommers og fornøjelse.»
Hvortil jeg svarede:
«Ak, men
fader, du kan ikke tænke, hvor dumme og kjedelige de er
allesammen; vilde de bare være lidt venlige imod mig og le
lidt af alle mine morsomme paafund, som du altid gjør, saa
skulde jeg saa gjerne være mer opmerksom og flittig, men
jeg forsikrer dig, det er rent umuligt at faa dem med paa
noget.
Ja tænk! at madame A.,
da jeg
viste hende,hvor
flink jeg var til at gaa paa hænderne, sagde, at det varstygt
at se en liden pige gaa paa den maade med skjorterne ned
og benene op,
hun sagde endog, at det var upassende.»
«Jaha,» svarede fader, «det havde
hun da
ret i; saadantkan
være fornøieligt herhjemme, men
paa enskole gaar det nok
ikke an, det er du da stor nok til at begribe.
Uagtet du nu
har gaaet paa flere skoler, saa kan du jo ingenting.»
«Nei,
fader, hvor kan du sige, at jeg intet kan?» svarede jeg, «jeg
er jo saa flink til at d a n se ;
H
u s h e r
siger,
at jeg er den
bedste, han har.»
Jeg gik nemlig frit paa danseskole hos danselærer
H
u s h e r
.
En aften fulgte jeg med et par lykkelige veninder, som gik
der, for at se paa danseskolen; de bad da
H
u s h e r
om, at
jeg maatte faa lov at danse med, da de jo længe før de be
gyndte hos ham, havde lært at danse af
L
u c i e
.
Dette fik jeg
ogsaa lov til — til min store fryd — , og da det ikke kostede
mine forældre noget, fik jeg straks lov af fader til at gaa
der. Moder protesterede naturligvis; hun sagde nemlig: «Synes
du, der er nogen mening i, at hun gaar paa danseskole, naar
hun ikke kan eller vil gaa paa anden skole?
Synes du ikke,
at hun alt danser ganske artigt med os allesammen?»
Men her
nyttede ikke nogen protest af moder, og fader satte for én
gangs skyld sin vilje igjennem.
H
u s h e r
fandt, at jeg var saa flink til at danse, at jeg
blev benyttet til mønster og fordanser for de andre b ø r n ;
naar nogen var rigtig klodset, raabte han:
« L
u c i e
,
kom hid