33 / 312
FØRSTE GANG PAA SCENEN.
E
n dag hændte
det, at en kone
ved navn madame
H
e r m a n s e n
,
en slags
rekvisitkone,der gjorde tjeneste
ved et omreisende, dansk skuespillerselskab, kom ind
til min moder og bad, om ikke hendes datter
L
u c i e
fik lov
at danse med paa theatret i et stykke, som hed «Joakino».
Hun havde først spurgt danselærer
H
u s h e r
,
om han kunde
laane
hende
nogle
børn
til dansen,
hvilket hun ogsaa
havde faaet; men han havde tillige sagt til hende, at først
og fremst maatte hun faa fat paa
L
u c i e
J
o h a n n e s e n
paa
Sparebanken, for der vilde hun faa en, som baade selv kunde
danse og kunde lære alle de andre.Dette fremførte da
madame
H
e r m a n s e n
til moder.
Men denne samtale førte til
et alt
andet end gunstigt resultat for
mig; thi moder blev
forfærdelig vred og fornærmet og spurgte, hvordan hun kunde
tillade sig at komme med saadant forslag; at tro, at hendes
barn skulde komme ned blandt disse
«gudløse mennesker»,
som hun kaldte dem, som alle skikkelige folk bad sig Gud
bevaret for.
Madame
H
e r m a n s e n
fik altsaa afsked paa graat
papir.
Men jeg, som havde hørt hendes samtale med moder,
stod udenfor døren og ventede med bankende
hjerte.
Da
hun kom, sagde jeg:
«Aa Gud, aa Gud, lad mig faa lov at