39 / 312
36
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
hun saa altfor meget, saa hun næsten bestandig var nervøs
og overanstrengt, og jeg bidrog mit til at nedstemme hendes
humør.
Jeg husker engang, at moder til en forandring var
en smule oprømt — efter en stor, fordelagtig leverance af
lærred til en af byens kjøbmænd, og fordi jeg — merkværdig
nok — havde været meget flittig med noget, som moder paa
en venlig maade havde bedt mig om.
Gode ord virkede som
solskin paa mig, og især da de kom saa sjelden fra moders
mund.
Hun roste da min flid og bad mig saa inderlig om ikke
mer at bedrøve hende med alle mine komediefagter.
Paa
denne store mangel af kunstnerisk forstaaelse hos hende blev
jeg hende svaret skyldig; men vi sluttede en slags vaaben-
stilstand,
ialfald for en stund.
Jeg benyttede denne gode
stemning hos hende og fik hende til at fortælle om sin ung
dom og den første gang, hun traf fader.
Jeg husker saa godt
denne søndagsaften.
Hun fortalte, at hun kom til Bergen —
16 aar gammel — med en nordlands-jagt.
Hun skulde paa
sygehuset, da hun havde forstrukket en sene i den høire arm
ved altfor strengt arbeide.
Den første hun traf, da hun kom
iland paa Tyskebryggen, var fader, som stod der og heisede
tørfisk fra skuderne.
«Han saa da saa venlig paa mig,» sagde
hun, «og han var saa vakker, ja med skam at sige var han
dig
L
u c i e
,
op i dagen.
Hans venlige smil gav mig mod til
at spørge ham, om han kunde vise mig veien til sygehuset.
’Ja, det kan jeg,’ sagde han, slap saa sit arbeide, gik hen til
en mand, som stod der — formodentlig opsynsmanden ved
arbeidet — og bad ham om lov til at følge mig.
Dette fik
han da, og saa fulgtes vi ad.
Jeg kom aldrig mer hjem til
Nordland, for fader, han — ja, nu kan det være nok med
den historie.»
Hun blev med engang undselig og vilde ikJke gaa videre;
men jeg var altfor interesseret for at faa vide besked om
faders første og eneste kjærlighed; han havde ofte sagt, at