40 / 312
han ikke havde elsket nogen, før han saa moder:
«Ja, hun
var vakker, kan du tro,» sagde han, «og saa ung da, bare
16 aar, jeg var 17,» lagde han til, «saa vi var jo børn begge
to.»
Nu vilde jeg endelig vide af moder, hvad fader sagde,
da han første gang talte om kjærlighed til hende.
«Aa, du
er et nar,» sagde hun, «tror du, jeg nu kan huske det; men
det kan jeg sige, at det ikke varede længe, før vi jussom var
forlovet da, for — ser du — han var saa snil og saa vakker,
saa jeg maatte jo sige ja til det, han bad mig om, uagtet
han bare var en arbeider paa fiskebryggen, og jeg ikke havde
andet end mine to tomme hænder, hvoraf den ene da vai
ubrugelig.
Han var saa flink og afholdt, din fader, saa han
kom snart frem.
Han fik en post som opsynsmand paa arbeids-
anstalten;
jeg arbeidede alt det, jeg orkede, og saa krøb vi
frem lidt
efter lidt da.
Og vi maa jo bare takke Gud
vi
har jo ingen nød lidt.
Ja, Gud bevare fader for alt, hvad
godt vi har.»
. r u .
Aa, hvor det gjorde indtryk paa mig det, moder fortalte;
det v a r ’ jo saa sjelden, hun viste mig fortrolighed. Hun endte
med at klappe mig paa hovedet og bemerke:
«Aa, du taar
mig til at gjøre mig til nar, din gale unge, du er.»
Jeg var
saa henrykt, at da fader kom, sprang jeg om halsen paa ham.
Han lo og sagde:
«Naa, naa, du er saa voldsom, du river
mig
jo overende,
barn. Hvad er det, du nu er saa gla
over»
«Jeg ved ikke, fader,» sagde jeg; «men jeg synes
alting er saa deiligt; solen skinner saa klart, der ligger snø
paa
Ulrikken, og moder har været saa venlig imod mig.
Tænk, fader, jeg tror, hun holder af mig.»
«Ja, kan u vi e
paa det da, barnet mit,» sagde han, «det er jo din egen
skyld, naar hun ikke er glad i dig, og du prøver nok hendes
taalmodighed altfor ofte.
Vær snil og føl dig efter hen
bare en liden smule og begynd med rokken igjen, saa skal
du se, du snart tager hende.
Og saa vil hun da bæie mere
over med dig, naar du slaar dig gal igjen.»
FØRSTE GANG PAA SCENEN.
37