38 / 312
FØRSTE GANG PAA SCENEN.
3
Det
var som en slags karusel,som vi dreiedes rundt i.
Aa,
det
var saa uhyre morsomt!
Denne tog jeg nu i brug til
mit publikum.
Der kunde sidde 6 inde i bommen.
Da vi
jo ikke havde noget orkester, saa spillede jeg danse paa vort
gamle piano, som stod der, og saa skiftede smaapigeine om
at sidde i bommen, som da blev dreiet rundt efter takten af
min musik.
Dette var meliemaftsunderholdning, og den var
meget yndet, og der var i almindelighed slagsmaal om at faa
sidde i bommen.
A f og til hændte det, at en af publikum
pludselig begyndte at kaste op, da bommen ofte gjorde en
rasende fart, alt efter den takt, jeg spillede i.
Der blev da
hyl og skrig.
En aften blev en af dem saa syg, at hun baade
kastede op og fik krampe; hun brølede ganske gefährlich; da
løb
en af smaapigerne ned
i kjøkkenet og bad om vand,
hvorved moder fik vide, hvad der var paafærde. Hun kom straks
op og tog sig af barnet, som virkelig var sygt, fik hende sendt
hjem med en af børnene, hvorpaa hun med glans jog mig
og alle ungerne ud og for bestandig stængte mit piægtige
theaterlokale samt gav mig en korporlig revselse for mine
«skammelige paafund», som hun kaldte mine skjønne, herlige
kunstpræstationer.
Nu var jeg ordentlig «i vind» for at skaffe
lokale.
Jeg turde ikke bede moder om atter at faa salen,
da jeg nok desværre i den senere tid,-
ja, alt siden jeg
havde været i det virkelige theater — kun daarlig havde
opfyldt mine pligter hjemme.
Rokken rørte jeg ikke, da jeg
nu fandt denne beskjæftigelse aldeles under min værdighed,
hvilket jeg ogsaa sagde moder, da hun bebreidede mig min
dovenskab.
Da græd hun, husker jeg, og udbrød:
«Ak, mit
fortabte lam!
Nei, der bliver nok ikke andet end forargelse
og sorg med dig; jeg raader ikke mer med dig, kan jeb
merke, og fader vil jo ikke tugte dig, saa Gud hjælpe mig
for dig, din stygge, dovne, uartige tøs!»
Jeg maa bekjende, at jeg var meget uskikkelig mod min
moder.
Hun havde et trist sind af naturen, dertil aibeidede