42 / 312
FØRSTE GANG PAA SCENEN.
3 9
disse til at spille med.
Mine store, stygge støvler tog sig
ikke ud til mit korte skjørt.
Men hun var tver og vilde ikke
laane mig dem.
Jeg tilbød hende da hendes to skilling igjen,
om hun vilde være sød og opfylde min begjæring.
Hun gik
da ind paa dette, men forlangte tillige, at jeg først skulde
rulle hende alene en lang stund, da hun fandt stort behag i
denne bevægelse.
Dette ærgrede mig svært, men for at faa
laane de pene sko, lod jeg hende faa sin vilje.
Da jeg nu
var sint, tog jeg nok et altfor voldsomt tag i rullen med det
uheldige resultat, at min gode
K
ima
styrtede paa hovedet
ned i gulvet, slog sin næse tilblods og løb hjem, skrigende,
blødende og paa strømpelæsterne.
Jeg vidste jo, hvad dette
vilde drage efter sig:
Klagemaal, ris og meget andet leit og
ubehageligt.
Jeg havde i min lomme 23 skilling, aftenens indtægt, men
paa grund af uheldet med
K
i ma
lod jeg komedie være komedie,
tog tre af mit personale tilside og sagde, at nu var det ikke
at tænke paa at spille mer, men at det var bedst, at vi strøg
vor vei. Vi sprang da alle 4 fra rulleboden og fra publikum,
som stod og ventede paa fortsættelsen af komedien, kjøbte
kager for skillingerne, gik op til en af smaapigerne, som
boede skraa over for os og nød i god ro vore kagei.
Jeg
saa da til min store forskrækkelse hele publikum dia ud at
rulleboden og storme hen til vinduerne hjemme og skrige
ind til moder, som sad ved sin væv, at de vilde have sine
penge igjen, for
L
u c i e
havde narret dem og var rendt sin
vei, uden at de havde faaet nogen komedie foi sine skillinger.
Moder vilde naturligvis ikke erstatte dem deres tab.
Jeg fik ovenpaa mit herlige kagemaaltid en meget skarp
og usmagelig dessert, som jo desvære ikke hørte til sjelden-
hederne for mig; men naar jeg blot fik moro, tog jeg stiafttn
med stoisk ro.
Dagen efter havde jeg ikke ro paa mig for
K
ima
, vi
var jo saa vant til daglig at lege sammen paa deies høie