47 / 312
44
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
som kan skubbe én frem, saa blaaser de af os, mor, ja det
er en gudsens sandhed.»
Hun var brandlidt engang, hvorved hun mistede næsten
den smule, hun eiede, fornemlig klagede hun til moder over,
at hun havde mistet sin seng.
«Aa ja, han var ikje videre
rar,»
sagde hun,
«for eg havde engang været saa dum at
laane den til en madam, det var før eg kom i stiftelsen, og
hun skjemte den saa ut for meg, saa hele faconen var væk.
Den stod før paa høie bein, men disse havde hon saget af,
saa der var bare fire smaa stomper igjen at staa paa; ja,
madam
J
o h a n n e s e n
mor, eg kan forsikre hinner om, at eg
havde den styrste møie, før eg kunne faa møblet under han,
saa lavbeinet var
hanblet; men saa laak en seng kan være,
saa holder en ut af denallikevel, mor, for der er jussom
saadan familiehygge i han.
Og her om dagen, kan hun tænke,
mor, at eg kommer nerover Engen; eg gaar no i mine egne
tanker, og eg tænkte allermindst paa sengen min; men saa
faar eg se en tøs, som vaskede og skurede en seng udenfor
et lidet hus.
Eg forsikrer hinner, madam
J
o h a n n e s e n
,
at det
var saa livagtig min egen udskjemte seng mid di lave beinene
under.
Eg gaar
likehen til tøsen og sejer:
«Det var daa
merkverdigt, kaar
dender
likner min seng.» Dermed bliver
tøsen rød i kammen som en kalkun og sagde:
«Trur I, eg
har stolle sengen jeres, mor.»
Og daa, madam
J
o h a n n e s e n
mor, daa var eg ikje istand til aa styre meg længer.
Eg
sitter meg i positur med begge armene i siden, mor, og saa
sejer eg til hinner:
«Dit forbandede tøseførkje, skal du være
grov mod ærlige folk, eg har jo ikke sagt, at du har stolle
sengen, for it er at sige, at det e r sit, et andet er at sige,
det likner det, din dristige mær.
Vil du trække tungen af
munden paa folk?»
Men eg fik ikje andet end grov kjæft af
hinner, og eg hørte hinner skoftisere meg, til eg var kommen
helt ned til nøstet.
Eg skulde gjerne aflægge min ed paa,
at sengen var min, og at han var stollen fra meg i den fæle