25 / 312
22
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
jeg daglig var vant til at boltre mig ganske lystig m e d ; alle
disse holdt af mig; jeg kommanderede dem alle af hjertens
lyst, da de intetsomhelst kunde sætte igang af kommers, uden
at jeg baade maatte opfinde og udføre det.
Madame A. paa
stod, at jeg vendte op og ned paa hendes skole, da børnene
var blevet rent gale, efterat jeg var kommet der; især var
det en dag, da jeg og et par smaapiger skulde sidde efter
«med mad», som det hed, paa grund af Bergens øsregn, og
jeg havde været saa uheldig at faa se, at
K
a j a
F. havde fiske
pudding paa sit smørebrød, medens jeg kun havde gammel
ost.
Jeg kunde da ikke styre min lyst til at bytte lidt af
min gammelost med hendes fiskepudding — noget lækreri, vi
aldrig fik smage hjemme — og spiste mit rov med den største
appetit.
K
a j a
F. skreg og hylede, da hun opdagede dette,
og jeg hørte madame
A.
sige til sin mand :
«Nei,
L
u c i e
Jo-
h a n n e s e n
er aldeles umulig; du kan tænke dig, at da jeg kom
ud i gaarden for at faa børnene ind fra frikvarteret, saa var
der ikke tale om at faa dem til at ly s tre ;
L
u c i e
holdt danse
skole for dem, hun stod høit oppe paa en tønde med en stok
i haanden og dirigerede ungerne, tyngende og skrigende, og
der var ikke ørens lyd at faa for mig.
Da jeg saa endelig
fik drevet dem ind, saa kom
K
a j a
F. grædende hen og sagde,
at
L
u c i e
havde spist op alt det gode, hun havde havt paa
sit smørebrød, og istedet lagt sin gammelost paa, som
K
a j a
ikke kunde sp ise ; hun vilde nu springe hjem i øsregnet for
at faa sig ordentlig mad.»
En dag var jeg saa uheldig at rive ned en snor med
renvasket tøi, som blev aldeles tilsølet i den vaade og smud
sige gaardsplads.
Jeg skulde nemlig have fat i et lagen til
at agere spøgelse m e d ; men baade spøgelset og jeg maatte
nok for bestandig forlade skolen, da man ikke fandt sig be-
føiet til at taale mer af den slags forstyrrelser, som jeg daglig
udøvede i den korte tid, jeg gik der.
Derpaa kom jeg paa madame B.s skole i Skostrædet;